onsdag den 2. juli 2014

Da muren faldt og hækken forsvandt

Først havde vi ingen halvmur i stuen, så havde vi én, så væltede den og nu har vi så igen en halvmur.

En masse spildt arbejde blot fordi den ikke fra begyndelsen blev integreret i muren med forbandt.
Det er da forbandet.

En ommer. Foto: Bodil Hammer
Fuldstændig samme historie som da ovenlysvinduet blev fejlplaceret læs her: Oh ve oh skræk
De seneste par uger har ikke været helt almindelige. Byggeriet skrider så hastigt frem, at vi må være på pletten hele tiden, vi er der vel mellem 3 og 5 gange om ugen nu. Jeg har for sjov sagt til Jens, at vi burde sove der!

Et godt råde til alle som er i gang med eller tænker på at bygge. Besøg byggeriet ofte, gerne lidt for ofte. Få alt på skrift også det der ikke giver mening og sidst, men ikke mindst gennemgå alle tegninger i detaljer før underskrift! Det kan ikke siges for tit!


Grøn var vårens bøgehæk, ak nu er den væk, væk, væk.

Sådan en bøgehæk må vi se langt efter. 


I sidste uge troede vi at haven skulle prydes med en lille bøgehæk, da vi så så et hegn omkranse hele haven var  beskeden, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre pga. kommunens lokalplan for området.
Heldigvis er der den skønneste natur lige
på den anden side af hegnet. Og "farlige" katte på jagt.
Her indfanget af Jesper og fotografen
 Foto: Bodil Hammer 

En lokalplan accepterer vi fuldt ud, blot havde især jeg da været glad for, at få et forvarsel og ikke som nu opdage det ved selvsyn. Fx kunne 2E Group blot have givet os besked  om det tidligere i forløbet, så jeg kunne have vænnet mig til, kun at se på et sort hegn. Jeg tror nu ellers, at både vandsalamander og spidssnudet frø ville nyde en grøn hæk.


Have-fliserne har ventet udenfor huset, derfor holdt vi møde omkring forhaven, så vi får lavet den efter vores anvisninger fra starten. 
Vi håber at 2E Group og kommunen kommer overens omkring udseendet, så vi kan få den færdig, da den bliver et vigtigt "tilholdssted" for os ved indflytningen. Baghaven/"parken" kan vi nemlig først komme i gang med, når vi har overtaget huset. 


Når man så er på byggepladsen, er der jo selvsagt andre ting som også kræver en snak.  


For snart er badeværelser og køkken/alrum klar til at få lagt klinker.

Her skal vi have et øje på hver finger, for vi har jo valgt et anderledes mønster end bare klinker i rækker. Vi har sikret os, at alle er enige omkring dette og at murerne ved, hvordan mønstret er og skal lægges. Min mavefornemmelse sagde alligevel, at jeg nok måtte komme med et billede af mønstret, da pladsformanden ikke lige havde det ved hånden.
Jeg ville meget gerne have talt med klinkelæggeren, men han talte kun lettisk.Dejligt om bare lidt engelsk havde været muligt. Så er det nemmere at kommunikere. Foto: Bodil Hammer

Her krydses fingre, heldigvis har vi nu fået løst et alvorligt problem omkring niveauforskelle mellem trægulv og klinker også til vores tilfredshed.

Hovsa, der er da vist glemt fliser under kabinetterne.
Foto Bodil Hammer 
 Vi har til-købt klinker i hele køkken/alrummet, som der står i vores papirer. Det tolkes åbenbart sådan, at man ikke kommer klinker under de faste køkkenskabe, det har jeg svært ved lige at forliges med.
Vi har ikke selv haft den løsning tidligere. I min optik er klinker tilkøbt i køkken/alrum = klinker i køkken/alrum fra væg til væg.
Mit hoved kan snart ikke rumme mere!

Der er kommet havejord og niveau i den lille "park". 



Generalen i "parken". Foto: Bodil Hammer



Så derfor var det også på høje tid, at vi drog til Sorø for at fremvise vores haveideer for havesarkitekten, som også skal levere fliser til "parken". Hun, Tove Hede og hendes mand, der ejer firmaet Sandstone, var super god, inspirerende, lyttende og idérig og vi er virkelig kommet frem til noget, vi føler for og som er meget tæt på vores egne ideer.


Toves kontor hos Sandstone.
 Foto: Bodil hammer
På vej hjem fra Sorø drejede vi lige inden om en meget fantastisk have i Vedde. Noget større end vores kommende "park",  nemlig 24000 m2 park, lavet af én enkelt mand som fritidshobby. 
Jeg er blevet anbefalet at besøge parken og den anbefaling, vil jeg bestemt gerne give videre. Hold da op et projekt og sikken en park.   




Fra Zen Haven i Vedde.
Foto: Bodil Hammer





Vi trængte afgjort til en puster efter de meget heftige uger og smuttede til det nordjyske. På trods af de rimeligt dårlige mobilmodtagerforhold dér, fik vi alligevel brugt det meste af en dag i røret for at udrede diverse misforståelser. Her gjorde vores bygningssagkyndige heldigvis arbejdet.



Der blev lagt tid ind til en lille fejring af min fødselsdag Sankt Hans aften. 

Læs tidligere indlæg om byggeriet.
Det går over stok og sten
Åbne huse



Ingen kommentarer:

Send en kommentar