tirsdag den 18. december 2012

glædelig Jul fra mormorbloggen




God Jul til alle fra Mormorbloggen - det bliver nok lidt småt med indlæg de næste uger - nu skal der jules. Tak for et godt år og mange læsere: over 6000 klik er det blevet til :)))




Tegninger udført af Sofia Schjeflo Hammer 





lørdag den 1. december 2012

indlæg fra Nissemor

Kære blog-læsere


Jeg har en kær veninde, Lene, som jeg tidligere på året bad om at skrive et indlæg.
Jeg vil meget gerne høre fra andre, som vil dele gode oplevelser som gæsteblogger her på mormorbloggen :))
Lenes indlæg kommer meget passende her den 1. december god læsning .....



Frankfurt Xmasworld 2006 083 307

HVORDAN JEG BLEV NISSEMOR 

Siden 2001 har jeg været nissemor sammen med Julemanden. For at blive optaget og godkendt i vor laug "Dansk Julemands Laug" skal man som nissemor bl.a.have erfaring i omgang og underholdning af børn. Som - nu pensioneret - lærer var det jo ikke svært at leve op til. Nissemor skal love at lave al den gode risengrød med smørklat og kanel til julemanden, som han behøver for være i en ordentlig foderstand!
Julemanden skal kunne udstøde et rungende HO-HO-HOO.
Begge skal være ordentligt klædt i hovedsagligt rødt, hvidt og gråt. Derudover skal man selvfølgelig også være uden "pletter" i sin omgang med børn (børneattest bliver indhentet!). Og når vi er i dragterne, er der forbud mod at ryge, drikke alkohol og at bande!. Brydes nogle af disse forbud ryger man ud af lauget!

JULEMÆNDENES VERDENSKONGRES


Hvert år i juli måned mødes julemænd, nissemødre og nisser fra hele verden på Bakken. Det var i sin tid den gamle gøgler og teltholder Professor Tribini, der var initiativtager til "Julemændenes Verdenskongres". Det er et flot syn, når 100 - 150 "julefolk" går i optog, på strøget i København eller i Bakkens gader.
Hvert år SKAL julemændene ligeledes vaske deres fødder. De går jo altid i store, tykke støvler eller træsko med varme sokker, så det er virkelig tiltrængt. Nissemødre formodes at være bedre soignerede! Som regel sker det ved Bellevue Strand under stor bevågenhed fra publikum.
Derudover har vi vores indbyrdes konkurrencer, danskere som én gruppe imod udlændinge som en anden. Det sker i de forskellige boder på Bakken, men der er også julesækkelængdekast og forhindringsbanen med slædeklatring, isflagegang, snebjergsklatring og skorstensdykning! Denne forhindringsbane ligger ved siden af vores Tingsted på Bakken, hvor også Julemandens Hus står samt Æresjulemandens tronstol. Æresjulemanden er et medlem af lauget, der har gjort en særlig indsats for dette og bliver valgt af medlemmerne for et år ad gangen. Han (eller hun!) går forrest i optoget og skal deltage så meget som muligt i arrangementer året igennem. På Tingstedet har vi alle - også nissebørnene - siddeplads med en navneplakette i messing. Den pudser vi hvert år til kongressen! Hver søndag i åbningsperioden kan man træffe Julemanden i hans hus på Tingstedet.

MØDET MED BØRN


Julemanden kan ofte virke lidt skræmmende på mindre børn, da det kan være svært at tyde hans ansigtsudtryk bag skæg, hår og briller og da min julemand tillige er meget høj og har stooore træsko på, er det ofte mig, der først henvender mig til barnet. Jeg har en kurv med en masse forskellige bamser og dyr i juletøj og kan lave lidt sjov med dem. Så er der skabt kontakt og jeg gør tit barnet opmærksom på det store bundt af narresutter, julemanden har i sit store bælte. Dem vil børnene gerne røre ved og måske finder de én, der ligner deres nuværende eller tidligere. Måske vil de tilmed aflevere deres egen til julemanden og det er meget højtideligt! De får et diplom med navn på og rosende ord fra os.

JULESTEMNING I METROEN


I  flere år har vi i den sidste, handelstravle weekend kørt med Metroen i København og uddelt godter og ønsket glædelig jul til både børn og voksne. Det er hårdt benarbejde og der er ofte koldt på perronerne. Vi kører 5-6 timer.
Men det er også dejligt at sprede uventet glæde og der er, - udover børnene, mange voksne der bliver meget glade over at få lidt at styrke sig på i travlheden. DOG - der var et år, hvor vi stod på Nørreport. Jeg tog imod folk, der kom ned med rulletrappen og uddelte fine, små slikkepinde med Metroens logo på papiret. En herre nærmede sig mig og jeg sagde: " Glædelig jul og var det noget med lidt sødt ?", hvorefter han surt vrængede: "Tror du måske, at jeg er et barn?"!!!  Sikke da et julehumør!
Flere gange har der været børn, der er kommet for at aflevere sutter til julemanden, fordi forældre eller bedsteforældre har set i avisen, at vi skulle være der. En gang var der et barn, der afleverede 5-6-stykker, fint pakket i en pose og med tegning til julemanden.


 www.julemanden004

JULEOPTRÆDEN


Vi laver juleoptræden på bestilling for foreninger, sportsklubber, institutioner eller private. Vi har vores egen musiker og egne headsets, forstærkere og højttalere med os til disse arrangementer. Som regel kommer vi et par timer før festen starter og sætter lyd op og prøver af i civil. I god tid inden åbningen forsvinder vi til omklædning og sminkning, og vores dygtige musiker begynder at spille stemningsmusik mens gæsterne samles. Nogle gange skal vi kaldes ind af børnene, andre gange står vi og tager imod.
Efter velkomst går vi igang med lidt opvarmningsdans, så tændes juletræet og alle danser og synger rundt om det. Ofte skal vi have et par polulære salmer og nogle ditto sange og så slutter vi med en nisse boogie-woogie! Julemanden tryller lidt bagefter eller vi laver en sketch. Vi har nogle konkurrencer for både børn og voksne, og det er meget populært hos børnene at se deres voksne prøve kræfter med det samme, som de selv har deltaget i. Der bliver heppet meget!
Der kan være uddeling af godter eller gaver. Disse sager bliver lagt i julemandens store sække. Han deler ud og jeg hjælper til. Inden afslutningen på festen er der fotografering af børn med os.
Derefter forsvinder vi, klæder om og venter til sidste gæst er gået, før vi kan vise os som mennesker og rydde op og tage hjem.

VELGØRENHED


Hvert år bliver der arrangeret julefester for dårligt stillede familier og de af os i lauget, der bor i nærheden og har tid, stiller gratis op til sådanne arrangementer.
Endvidere bliver alle børneafdelinger på hospitaler og sygehuse landet over den 24.december besøgt af julemanden og måske også en nissemor. Børnene bliver underholdt og modtager en specielt fremstillet bamse som minde.
Ved katastrofer som f.eks. Tsunamien eller eksplosionen i Seest kommer Laugets Børnekonto til hjælp med indkøb af legetøj eller andet.
Min julemand og jeg besøger til jul et optagelseshjem for børn i akut nød, et aflastningshjem for ofte splittede familier og et kvindeasyl.
Vi har en sponsor, der leverer male/farve udstyr og papir og pensler og disse ting deler vi ud. Vi er med til at pynte juletræet, synger og danser rundt om det og læser julehistorier. Der er også et firma, hvis personaleforening samler penge ind og køber gaver, der passer til enten dreng eller pige og med en cirka-alder angivet. Disse gaver deler vi også ud, og det er meget rørende at se, hvordan de bliver modtaget. Børnene er af mange nationaliteter og ikke alle er vant til at få gaver. De tager meget stolte imod gaverne og vi har sagt, at det vil være bedst at vente med at åbne pakkerne til alle har fået én. Det bliver respekteret og glæden er meget stor, når de ser, hvad de har fået. Her er der ingen, der beklager sig over, at farven er forkert eller at det slet ikke var det, de havde ønsket sig. Det giver stof til eftertanke!
Mobilernes fotoudstyr bliver flittigt brugt af forældrene og mange gange skal børnene også fotograferes med os. Men sådanne steder er der mange hensyn at tage, da det ikke er alle, der må eller vil blive fotograferet..

ANDRE LANDE - ANDRE SKIKKE


I marts måned var vi til et juleseminar i Gatlinburg, Tennesee, USA. Der var 300 amerikanske julemænd, 4 danske og 1 canadisk. Vi deltog i parade gennem byen med dansepiger og motorcykler og en enkelt kampvogn!! Noget blandet optog.
I dagene derefter var der forskellig klasser om bl.a hår- og skægpleje, nissemors rolle, nissemors påklædning, julemandens historie, Kristus og julemanden, stokkefremstilling og hjælpearbejde. Der var en meget flot modeopvisning med kategorier som: Julemandens dragter, nissemors, historiske, alfernes og julemanden i sin fritid!
I den uge vi boede på kongrescentret med de amerikanske julefolk, var de hele tiden i juleoutfit. Det var rødt og hvidt, der dominerede billedet og på deres indgangsdøre havde de hængt juledekorationer og -billeder op. Fra vores balkon hang blot det danske flag! Men farverne passede også godt!
De amerikanske julemænd arbejder i sæsonen for det meste i store forretningscentre, hvor de kun bliver fotograferede med børnene og/eller kæledyr!!!!
Derfor er deres dragter overvældende flotte i dyre stoffer med broderier og blonder og glitrende bånd. Nissemors (mrs Santa) rolle er ofte den, at hun går rundt og taler med børnene og deres forældre og får at vide, hvad navnet er og hvor gamle de er og hvad de ønsker sig. Så kan hun via sit headset fortælle det til Santa. Det virker imponerende og så kan den næste hurtigere komme til! Det er meget kommercielt over-there.
I begyndelsen af november er vi af den japanske julemand blevet inviteret til Tokyo sammen med andre danske og udenlandske julemænd og nissemødre. Vi skal bl.a. besøge hospitaler og børnehjem med ofre for katastrofen sidste år. Det bliver spændende at møde en helt anden kultur og dejligt at træffe børn derovre og prøve at underholde dem. Det glæder vi os meget til.

PERSONLIGT UDBYTTE


Det er dejligt, at være lidt skør! For det virker ofte som en joke på andre, når jeg fortæller dem om alt dette her. Men ved at sprede glæde og optimisme  modtager vi selv  megen glæde og positiv opmærksomhed, og vi har så mange herlige samtaler med både børn og voksne, at det er det værd! Julemanden er nok det allerbedste fredsikon!

Lene Agerlin