Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

torsdag den 11. december 2014

Hovedet har været fyldt MEN nu lysner det i øst,

og vi drager mod vest.



Den gamle bolig er tømt:-) check. JONAS flyttemand har tømt bolig 1 og fyldt bolig 2 med 136 flyttekasser, som er afhentet igen.
Foto: Bodil Hammer

Det ny hus er klar:-) check.  Den sidste klat maling er sat, håber vi!

Den gamle bolig solgt:-) check. DANBOLIG  klarede salget, dejligt!
Foto: Bodil Hammer

Nu ser vi frem mod 2015 og skal bruge den næste lange tid på én eneste ting!

Slappe af, pakke ud og indrette, afbrudt af en julehyggetur til Hamburg, samt masser julehygge med familien i december!


Sådan skrev jeg den sidste uge i november - men men men - træerne vokser ikke ind i himmelen!

I dag skriver vi anden uge i december. I dag har vi fået udskiftet alle rør på loftet, som går til ventilationer og emhætte. Så nu kommer der forhåbentlig ikke mere vand ned gennem de kanaler.

Vi har haft en tekniker ude for at undersøge, hvorfor emhætten lød som tusind blåsøm i en tørretumbler. Monteret forkert. Rettet!

Næste projekt er at stoppe vandet som drypper fra ovenlysvinduerne og så selvfølgelig samle op på de problemer vi stadig mangler at få afklaret fra 2E Bolig!

Heldigvis er vi glade for at bo her og prøver ihærdigt at holde os muntre. Glæder os over, at det går frem ad i små tempi. Har fint styr på møblering og får af og til sat et billede op på væggen.

Kald det bare kaos. 
Foto: Bodil Hammer

Jeg håber, at der kommer gang i mormorbloggen i det ny år. Der har ikke været overskud til så meget og så er jeg faktisk først i denne uge kommet på nettet, godt hjulper af vores venlige nabo.

Men en god jul og godt nytår vil jeg ønske mine blogvenner. Lad os mødes i 2015.

2014 blev året hvor vi blev meget klogere omkring husbyggeri, vi gør det ikke mere.  Skulle nogle ønske råd og vejledning, så har vi helt sikker et svar og tillid og kommunikation er nøgleordene.  

Hamburg december 2014 mig og manden
 

 

 







tirsdag den 15. juli 2014

Nisser i juli

Nisser på søndag
På søndag  starter de røde dragter på Bakken. Programmet er sådan:

Julemandens hjemmeside. http://www.julemanden.nu/



Søndag fra kl 14 på vores Tingsted. Deltagelse af danske julemænd, nissemødre og nissebørn + de udenlandske, der er nået frem.

Mandag starter kongressen. Kl. 10.00 Alle kører i åbne busser til København med ankomst til Den lille Havfrue kl. 11.00. Derefter bådtur til Gammel Strand Kl. 12.45. Så er der parade til Rådhuspladsen indtil kl. 14.00.
Kl. 15.00 Parade på Bakken og tilstedeværelse dér til kl. 17.00

Tirsdag kl. 09.30 til 10.30 Det årlige fodbad på Bellevue Strand
Kl. 11.30 - 13.00 Verdensmesterskaberne afholdes. Danskerne dyster mod udlændingene!
Kl. 14.00 til 14.45 Parade gennem Bakken
Derefter tilstedeværelse til kl. 17.00

Onsdag Kl.10.00 -10.30 Kåring af Årets Æresjulemand (civilist) på Friluftsscene
Kl. 10.30 - 13.00 Julemændenes femkamp samme steds. Danskerne dyster mod udlændingene!
Kl. 14.00 - 14.45 Parade gennem Bakken
Derefter tilstedeværelse til kl. 17.00

Der forventes at være godt 120 deltagere fra 12 lande. Vi repræsenterer Frankrig. En af de tilmeldte er fra Kazakstan. Det bliver interessant at møde vedkommende.

Onsdag er "Feriefest dag" på Bakken med lavere priser.

Så nu er I orienteret. Tag børn eller børne- eller oldebørn med så kan de opleve, hvordan julemanden og hans nærmeste ser ud i de forskellige lande og få en lille snak, et kram eller en sjov oplevelse sammen med os.

På gensyn og god sommer til jer alle!
Husker I bloggen fra Nissemor? 

onsdag den 22. januar 2014

Hus til salg - nostalgien blomstre

Tænk at vi kan sige farvel til dette

Det er godt nok underligt at se huset på danboligs salgssite. Det tar' sig nu ganske godt ud.

Kildebakken til salg

Det er en dejlig have vi har,  jeg har lige været på en haveandring i snevejr, kan vi nu undvære den?
  
Havevandring


Selvfølge kan vi, for der er så mange kroge og hjørner i haven, hvor vores nye hus bliver opført, hvis man kan kalde 130 m2 for en have! Så der kan fantasien få lov til at komme på en prøve igen.

Gårdhave tror jeg er mere rigtigt at kalde det.

Nostalgien skal nu nok indfinde sig 


Som vores datter sagde juleaften i stearinlysets skær: "det er så sidste juleaften i mit barndomshjem"!!!
Den skulle lige sluges - måske var det derfor jeg fik mandlen for første gang nogensinde - et lykketegn!

Ja rigtigt - vi får nye vægge, men indholdet juleaften blir' det samme. Der kommer både juletræ, julestjerne og masser af gaver. Andesteg og ris a'la mande.

"Tror du vi får det lige så hyggeligt i det nye hus?" spørger min bedre halvdel.....

Jamen det gør vi da!

På samme måde som vi har skabt de hyggelige kroge i huset, som vi har, får vi da også sat møblerne sammen, så de bliver, som vi gerne vil have, at stemningen skal være dér. Vi får jo som sagt nye mursten, men sjælen og inventaret er stadig os. Det tar´ tid og der skal nok flyttes lidt rundt og diskuteres til møblerne finder sig til rette i deres ny hjem.

Slut med hæksaks og sneskraber


Jeg kan allerede glæde mig over, at vi ikke skal skrabe mere end 14 meter fortorv for sne og helle ikke klipper mere end fire meter hæk. Det er klart en forbedring.

Græsset bliver erstattet af fliser, så det er også slut med at skulle slå græsset.

Foto: Bodil Hammer

De seneste år har vi fået nabodrengen Emil til at tage sig at klippe de mere end 50 meter hæk og vi krydser altid fingre for, at der ikke kommer for megen sne, for vi har også mere end 50 meter fortorv. I år tror jeg vi får en sneløs vinter, men der kommer jo andre vintre og vi bliver jo ikke yngre, vel!



Lige i disse uger er vi i en slags limbo.

Men meget snart får vi støbt fundament og så går det stærkt. Allerede ved støbningen skal den bygnings-sagkyndig, som vi har entreret med, ind over byggeriet. Han skal følge hele byggeriet og vil møde op hver gang byggeriet går ind i en ny fase. Det er meget betryggende, for han er "vores" mand.

Det føles også meget betryggende at have valgt selv. Man taler ofte om at kunne vælge selv, vi har valgt selv.

Måske affødt af, at min svigermor først som 90 årig flyttede på plejehjem, men burde have gjort noget ved sin boligsituation længe før. Det håber jeg, vi er begyndt på nu.

Det giver os frihed til at vælge selv, det er da værd at tage med! 


Nå ja så bliver der jo også tyndet godt ud på alle hylder, ikke mindst.












lørdag den 14. december 2013

Mormorbloggen holder juleferie til januar med skriblerierne MEN

lige seneste status på byggeriet 

Læs også mine tidligere blogge om byggeriet: 

Vandsalamander og spidssnudet frø
Husk at give mormorbloggen et "like" her: facebook.com/Mormorbloggen


Soveværelset i det ny hus
med adgang til badeværelset.

Vi har haft tre ejendomsmæglere i spil og valget er faldet på danbolig.

Nu afventer vi besøg af ejendomsmægler samt eventuelle købere. Spændende. Vi er meget optimistiske, endnu.

Vi har lagt sidste hånd på indretningen omkring det nye hus og sluttede med:


Vi måler placering af udendørslamper.


El-planen


I samarbejde med 2EBolig har vi udarbejdet en el-plan for huset ude som inde.
Vi gennemgik først selve planen og holdt den op mod, hvad vi har i vores nuværende hus.
Hvad har vi manglet og hvad har vi aldrig brugt.
Der er ingen grund til at sætte flere kontakter i end nødvendigt. Der skal dog heller ikke mangle nogle.

Så der er god grund til eftertanke. Bare at finde rette sted for en tv- og data kontakt er jo vigtig, når alt bliver fræset ind i væggene.

De første huse står allerede med vægge og vinduer, så i weekenden var vi til "åbent hus". Sjovt at gå rundt i et hus af samme størrelse, som det vi har valgt. Så fik vi også placeret tv og pc'en, så stikkene kan  kommer de rette steder. Vi fik set størrelser på de forskellige rum. Indtil nu har vi jo kun arbejdet med tegninger i A3 format.

Skal vi have remote control
eller kontakt til ovenlysvinduerne?

Forleden dag gik jeg en lille tur med mit yngste barnebarn Julie hen til bebyggelsen. Børnebørnene følger med i byggeriet og vi vil vise dem slagets gang undervejs. Her var vi så heldige at møde elektrikeren, som kunne give gode råd og vejledning. Så gode at vi igen har talt med ham for at sikre, at vi har truffet de rette beslutninger. Super dejligt at det kan foregå så uformelt.

Den sidste foranstaltning for vores vedkommende har været at få en bygningssagkyndig til at følge byggeriet i hele fasen på vores vegne.

Det er selvfølgelig en ekstra udgift, men vi tror, de penge er godt givet ud, da vi jo ingen erfaring har med "selv" at bygge hus.

Nu er vi klar til at lægge byggeriet i andres hænder og se julen i øjnene.

Rigtig glædelig jul og godt nytår her fra bloggen og tak til mine læsere 

hilsen Bodil Hammer

og så et par fif til julegaver:

Hvem mangler ikke et par sko til nytårsaften.
Julen er hjerternes fest, så honninghjerter må ikke mangle under træet.

 Cykelhjelm til alle hjerner.
Og så den hjemmelavede. Julemandens kane.
Juletræspynt. Som kan bruges til næste års jul. Så man ikke altid er for sent ude? 








torsdag den 10. januar 2013

Expat - jul og andre højtider

Snemanden og Simy.
Danmark 23. december 2012
Foto: Casper Hammer
I år var det min søn og svigerdatter, der holdt jul i Danmark. Væk fra deres liv som expats i Dubai.

Heldigvis kom fader Sne og broder Frost forbi Danmark en enkelt dag og nat. Til stor glæde for især Simy, min svigerdatter, som bare måtte opleve snefald for førte gang. Tak for sneen deroppe.

For 30 år siden var det mig selv og min familie der som expats i Dubai, holdt jul væk fra de faste rammer vi havde i Danmark. Et underligt tilfælde, at netop min søn nu er faldet til der igen og har stiftet familie der.

En expat defineres, som en person, der for kortere eller længere tid har bolig samt arbejde i et andet land. Den rette betegnelse er dog expatriate, (engelsk).



Hvad blev det så til med at jule og fejre andre mærkedage for os. Lad mig tage julen først.


To gange i den tid vi boede i Dubai havde vi inviteret familie fra Danmark til at komme til vores hjem i Dubai og holde jul. Og her må jeg sige, at bortset fra, at solen skinnede og vi gik i vandet så holdt mønstret sig inden for de rammer, vi allerede havde opbygget i Danmark.

Ingen skal røre ved den gamle jul om man så bor på månen.

Jeg siger altid "skik følge eller land fly". Men i den private sfære er det vigtigt, at holde fast i historien og traditionerne for at bevare ens identitet. Det betyder også, at man som menneske kan fungere i hverdagen, hvor man end befinder sig. Det betyder dog ikke at man i dagligdagen ikke skal følge lokal skik og brug, hvor man end befinder sig på kloden. Men bare ikke når vi skal fejre vores mærkedage.

Forberedelser


Danske og svenske luciabørn.
Foto: Bodil Hammer 1983
Vores forberedelser til julen i Dubai begyndte så småt allerede i efteråret, hvor der skulle bestilles juletræ i Danmark, et ægte et af slagsen. Det skulle gerne afskibes, så det kom frem til den rette tid. Siden skulle også anden bestilles.

Den 13. december slog vi danskere os sammen med nordmænd og svenskere. Alle de skandinaviske børn, piger som drenge deltog i Luciaoptoget. Stemningen var i top med piger i fine hvide kjoler og stjernedrengene i hvide kjortler. Ikke et øje tørt hos de stolte forældre. Fuldstændigt som vi stadig oplever disse arrangementer. Det blev til en dejlig aften med gode retter fra det danske, svenske og norske køkken.

Sømandskirken


24. december 1983.
På vej til julegudstjenesten i
den norske sømandskirke i Dubai.
Foto: Hammer
Dette skandinaviske sammenhold fortsatte også den 24. december, hvor vi mødtes til gudstjeneste i den norske sjømannskirken. I Dubai er netop denne kirke samlingspunktet også for mange danskere, svenskere og nordmænd hele året rundt. Selvfølgelig med den største af alle dage, 17. maj, Norges nationaldag. På den dag kunne vi alle mærke, hvor meget normænd føler sig norske. Til sammenligning havde vi ingen markering af 5. juni, det har vi vel egentlig heller ikke i Danmark. Den dag, 5. juni, Grundlovsdag, kunne jeg godt tænke mig blev vores nationaldag.

I midten i december stod den på hjemmelavede æbleskiver ikke dem fra Irma) og juleglögg. Det er ikke dagligvarer i Mellemøsten, så glögg ekstraken blev lavet fra grunden. Det kunne nemt lade sig gøre, for alle de skønne krydderier fås i bjerge i krydderi-souqen. Nelliker, kanel, kardemomme, stjerneanis og ingefær fås bedre og friskere i Dubai end i Danmark - og billigere - den dag i dag. Det kunne være et problem at skaffe vinen, det krævede at man var indehaver af en spiritus licens, som gav og stadig i dag giver adgang til at kunne købe spiritus og vin og øl. Der kan kun købes vin, spiritus og øl i særlige butikker, som ikke gør megen reklame, det er nemlig ikke tilladt at reklamere. Faktisk skal man vide hvor de ligger for at genkende dem. En sådan licens havde vi da heldigvis. Faktisk var det i 1980'erne, jeg stiftede bekendtskab med de i dag meget kendte " vin i bokse". 5 liter rød eller hvid i pap.

Et lille uge før juleaften, kom vores gæster fra Danmark. Dengang i 80'erne var der ikke direkte flyvning til Dubai. Det foregik ofte via Jordan med seks timers mellemlanding, en ret lang og dyr tur. Derfor var besøgene ikke kun få dage, men kunne meget vel vare et par uger, så der også blev til til sightseeing og fejring af nytåret også.

Bryllup


En stor dag for børnene.
Flotte henna hænder.
Foto: Bodil Hammer
Faktisk faldt det så heldigt ud at vi i december et af årene blev inviteret til bryllup hos en af vores arabiske venner. Derfor blev der et ekstra arrangement for de danske besøgende den december. Mine forældre var der og sammen med alle de kvindelig bryllupsgæster blev også min mor og vores datter inviteret til at fejre brylluppet. Spændende at få et indblik i et arabisk bryllup, som strakte sig over mange dage. Især blev det en spændende oplevelse for min mor, min datter og mig selv at tage del i den kvindelige festivitas. Hennaftenen, hvor de kvindelige gæster og bruden fik malet hænder og fødder i smykke sirlige mønstre, sluttede med at alle mændene ved midnat sluttede sig til selskabet og fortsatte fejringen med fyrværkeri og pengegaver til brudeparret, med håb om et liv i velstand. Alle blev bespist med langtidsstegte lam og der blev danset til arabiske trommer og fløjter.

 De følgende dage foregik der forskellige fester. Selve vielsen selvfølgelig med imamens oplæsning af bryllupsritualet som kulminerede med den store dag, hvor gommen og bruden blev ført op på en trone i knaldrødt velour. Bruden iført en drøm af en million dollars brudekjole i perlemorshvid.



Ikke kun bruden var iklædt smuk kjole.
Børnene var også i det fineste outfit.
Se blot denne yndige bryllupsgæst.
Foto: Bodil Hammer
Inden beslutningen om selve brylluppet mellem et ungt arabisk par, har der være svære forhandlinger familierne imellem. I dette tilfælde altså med det ønskede resultat for det unge par. Vi mødes stadig hver gang vi er på besøg i Dubai, dog altid med mændene, da det er min mand der har venskabet, der nu har varet mere end 30 år.

Ris a'la mande

To gange i mit voksen liv, som vel tæller 31 juleaftener, har jeg være mere end almindelig uheldig med ris a'la manden, faktisk fire, dog stod min nu afdøde mor for en af brølerne.

Det var ikke nemt at få fat på en god piskefløde i  supermarkederne i Dubai i firserne, men der var faktisk et dansk mejeri som leverede frisk mælk og andre mælkeprodukter. De var bare IKKE gode til det med piskefløden. Da vi har en tradition for at lave rigeligt af risen, der skal være til morgenmad 1. juledag, så bliver der lavet ris af tre liter mælk og siden tæt på en liter piskefløde i. Så er det altså ikke sjovt at anvende en sur og kvalm fløde. Vi havde alle meget svært ved at kæmpe os igennem skålens indhold for at finde mandlen - føj hvor var den ris a'la mande dårlig det herrens år 1984. 

Anne Larsen

Det var den også i 1990'erne, de år hvor DR1 viste de famøse madudsendelser af den selvudnævnte slankeekspert Anne Larsen - hende der skyllede det hakkede kød under den varme hane for at få vasket fedtet væk! 

Min datter var faldet for Anne Jensens ris a'amande opskrift, hun havde byttet pisket fløde ud med kvark eller noget creme fine (ved ikke hvad det er). Hertil må jeg gentage min mands ord, som er faldet hvert år siden den skrækkelige oplevelse: "husk, at der skal være rigtig piskefløde i ris a'la manden!!!!! 

Bemærk lige adventskransen årgang 1983.
 I bedste malkekrans design.
Det var hot den jul i Dubai i mangel af halm og gran.
Foto: Bodil Hammer
De sidste to brølere var den der med at snyde med mandlen. Vi har KUN én mandel, og jeg husker så tydeligt, da min mor faldt for fristelsen og luskede mandlen fra sin hånd til min datters. Ikke nok med det! Jeg gjorde selv det samme for nogle år siden med mit barnebarns FY FY FY det må man ikke! 

Her slutter de små Dubai-beskrivelser. Hvem ved om ikke der sniger sig nye afsnit ind igen i 2013.

Alt det bedste ønsker jeg mine læsere i 2013. Gå ind på .facebook.com/Mormorbloggen og giv mig et like.
Meld jeg som fast læser eller giv din mailadresse oppe i højre hjørne af siden. Så komme mormorbloggen lige til "døren" i mailen.  Alle kommentarer, ris og ros er jeg glad for. Bodil Hammer :))























http://www.b.dk/mad/mormor-mad-grydestegt-fasan-og-bondepige-med-sloer

lørdag den 1. december 2012

indlæg fra Nissemor

Kære blog-læsere


Jeg har en kær veninde, Lene, som jeg tidligere på året bad om at skrive et indlæg.
Jeg vil meget gerne høre fra andre, som vil dele gode oplevelser som gæsteblogger her på mormorbloggen :))
Lenes indlæg kommer meget passende her den 1. december god læsning .....



Frankfurt Xmasworld 2006 083 307

HVORDAN JEG BLEV NISSEMOR 

Siden 2001 har jeg været nissemor sammen med Julemanden. For at blive optaget og godkendt i vor laug "Dansk Julemands Laug" skal man som nissemor bl.a.have erfaring i omgang og underholdning af børn. Som - nu pensioneret - lærer var det jo ikke svært at leve op til. Nissemor skal love at lave al den gode risengrød med smørklat og kanel til julemanden, som han behøver for være i en ordentlig foderstand!
Julemanden skal kunne udstøde et rungende HO-HO-HOO.
Begge skal være ordentligt klædt i hovedsagligt rødt, hvidt og gråt. Derudover skal man selvfølgelig også være uden "pletter" i sin omgang med børn (børneattest bliver indhentet!). Og når vi er i dragterne, er der forbud mod at ryge, drikke alkohol og at bande!. Brydes nogle af disse forbud ryger man ud af lauget!

JULEMÆNDENES VERDENSKONGRES


Hvert år i juli måned mødes julemænd, nissemødre og nisser fra hele verden på Bakken. Det var i sin tid den gamle gøgler og teltholder Professor Tribini, der var initiativtager til "Julemændenes Verdenskongres". Det er et flot syn, når 100 - 150 "julefolk" går i optog, på strøget i København eller i Bakkens gader.
Hvert år SKAL julemændene ligeledes vaske deres fødder. De går jo altid i store, tykke støvler eller træsko med varme sokker, så det er virkelig tiltrængt. Nissemødre formodes at være bedre soignerede! Som regel sker det ved Bellevue Strand under stor bevågenhed fra publikum.
Derudover har vi vores indbyrdes konkurrencer, danskere som én gruppe imod udlændinge som en anden. Det sker i de forskellige boder på Bakken, men der er også julesækkelængdekast og forhindringsbanen med slædeklatring, isflagegang, snebjergsklatring og skorstensdykning! Denne forhindringsbane ligger ved siden af vores Tingsted på Bakken, hvor også Julemandens Hus står samt Æresjulemandens tronstol. Æresjulemanden er et medlem af lauget, der har gjort en særlig indsats for dette og bliver valgt af medlemmerne for et år ad gangen. Han (eller hun!) går forrest i optoget og skal deltage så meget som muligt i arrangementer året igennem. På Tingstedet har vi alle - også nissebørnene - siddeplads med en navneplakette i messing. Den pudser vi hvert år til kongressen! Hver søndag i åbningsperioden kan man træffe Julemanden i hans hus på Tingstedet.

MØDET MED BØRN


Julemanden kan ofte virke lidt skræmmende på mindre børn, da det kan være svært at tyde hans ansigtsudtryk bag skæg, hår og briller og da min julemand tillige er meget høj og har stooore træsko på, er det ofte mig, der først henvender mig til barnet. Jeg har en kurv med en masse forskellige bamser og dyr i juletøj og kan lave lidt sjov med dem. Så er der skabt kontakt og jeg gør tit barnet opmærksom på det store bundt af narresutter, julemanden har i sit store bælte. Dem vil børnene gerne røre ved og måske finder de én, der ligner deres nuværende eller tidligere. Måske vil de tilmed aflevere deres egen til julemanden og det er meget højtideligt! De får et diplom med navn på og rosende ord fra os.

JULESTEMNING I METROEN


I  flere år har vi i den sidste, handelstravle weekend kørt med Metroen i København og uddelt godter og ønsket glædelig jul til både børn og voksne. Det er hårdt benarbejde og der er ofte koldt på perronerne. Vi kører 5-6 timer.
Men det er også dejligt at sprede uventet glæde og der er, - udover børnene, mange voksne der bliver meget glade over at få lidt at styrke sig på i travlheden. DOG - der var et år, hvor vi stod på Nørreport. Jeg tog imod folk, der kom ned med rulletrappen og uddelte fine, små slikkepinde med Metroens logo på papiret. En herre nærmede sig mig og jeg sagde: " Glædelig jul og var det noget med lidt sødt ?", hvorefter han surt vrængede: "Tror du måske, at jeg er et barn?"!!!  Sikke da et julehumør!
Flere gange har der været børn, der er kommet for at aflevere sutter til julemanden, fordi forældre eller bedsteforældre har set i avisen, at vi skulle være der. En gang var der et barn, der afleverede 5-6-stykker, fint pakket i en pose og med tegning til julemanden.


 www.julemanden004

JULEOPTRÆDEN


Vi laver juleoptræden på bestilling for foreninger, sportsklubber, institutioner eller private. Vi har vores egen musiker og egne headsets, forstærkere og højttalere med os til disse arrangementer. Som regel kommer vi et par timer før festen starter og sætter lyd op og prøver af i civil. I god tid inden åbningen forsvinder vi til omklædning og sminkning, og vores dygtige musiker begynder at spille stemningsmusik mens gæsterne samles. Nogle gange skal vi kaldes ind af børnene, andre gange står vi og tager imod.
Efter velkomst går vi igang med lidt opvarmningsdans, så tændes juletræet og alle danser og synger rundt om det. Ofte skal vi have et par polulære salmer og nogle ditto sange og så slutter vi med en nisse boogie-woogie! Julemanden tryller lidt bagefter eller vi laver en sketch. Vi har nogle konkurrencer for både børn og voksne, og det er meget populært hos børnene at se deres voksne prøve kræfter med det samme, som de selv har deltaget i. Der bliver heppet meget!
Der kan være uddeling af godter eller gaver. Disse sager bliver lagt i julemandens store sække. Han deler ud og jeg hjælper til. Inden afslutningen på festen er der fotografering af børn med os.
Derefter forsvinder vi, klæder om og venter til sidste gæst er gået, før vi kan vise os som mennesker og rydde op og tage hjem.

VELGØRENHED


Hvert år bliver der arrangeret julefester for dårligt stillede familier og de af os i lauget, der bor i nærheden og har tid, stiller gratis op til sådanne arrangementer.
Endvidere bliver alle børneafdelinger på hospitaler og sygehuse landet over den 24.december besøgt af julemanden og måske også en nissemor. Børnene bliver underholdt og modtager en specielt fremstillet bamse som minde.
Ved katastrofer som f.eks. Tsunamien eller eksplosionen i Seest kommer Laugets Børnekonto til hjælp med indkøb af legetøj eller andet.
Min julemand og jeg besøger til jul et optagelseshjem for børn i akut nød, et aflastningshjem for ofte splittede familier og et kvindeasyl.
Vi har en sponsor, der leverer male/farve udstyr og papir og pensler og disse ting deler vi ud. Vi er med til at pynte juletræet, synger og danser rundt om det og læser julehistorier. Der er også et firma, hvis personaleforening samler penge ind og køber gaver, der passer til enten dreng eller pige og med en cirka-alder angivet. Disse gaver deler vi også ud, og det er meget rørende at se, hvordan de bliver modtaget. Børnene er af mange nationaliteter og ikke alle er vant til at få gaver. De tager meget stolte imod gaverne og vi har sagt, at det vil være bedst at vente med at åbne pakkerne til alle har fået én. Det bliver respekteret og glæden er meget stor, når de ser, hvad de har fået. Her er der ingen, der beklager sig over, at farven er forkert eller at det slet ikke var det, de havde ønsket sig. Det giver stof til eftertanke!
Mobilernes fotoudstyr bliver flittigt brugt af forældrene og mange gange skal børnene også fotograferes med os. Men sådanne steder er der mange hensyn at tage, da det ikke er alle, der må eller vil blive fotograferet..

ANDRE LANDE - ANDRE SKIKKE


I marts måned var vi til et juleseminar i Gatlinburg, Tennesee, USA. Der var 300 amerikanske julemænd, 4 danske og 1 canadisk. Vi deltog i parade gennem byen med dansepiger og motorcykler og en enkelt kampvogn!! Noget blandet optog.
I dagene derefter var der forskellig klasser om bl.a hår- og skægpleje, nissemors rolle, nissemors påklædning, julemandens historie, Kristus og julemanden, stokkefremstilling og hjælpearbejde. Der var en meget flot modeopvisning med kategorier som: Julemandens dragter, nissemors, historiske, alfernes og julemanden i sin fritid!
I den uge vi boede på kongrescentret med de amerikanske julefolk, var de hele tiden i juleoutfit. Det var rødt og hvidt, der dominerede billedet og på deres indgangsdøre havde de hængt juledekorationer og -billeder op. Fra vores balkon hang blot det danske flag! Men farverne passede også godt!
De amerikanske julemænd arbejder i sæsonen for det meste i store forretningscentre, hvor de kun bliver fotograferede med børnene og/eller kæledyr!!!!
Derfor er deres dragter overvældende flotte i dyre stoffer med broderier og blonder og glitrende bånd. Nissemors (mrs Santa) rolle er ofte den, at hun går rundt og taler med børnene og deres forældre og får at vide, hvad navnet er og hvor gamle de er og hvad de ønsker sig. Så kan hun via sit headset fortælle det til Santa. Det virker imponerende og så kan den næste hurtigere komme til! Det er meget kommercielt over-there.
I begyndelsen af november er vi af den japanske julemand blevet inviteret til Tokyo sammen med andre danske og udenlandske julemænd og nissemødre. Vi skal bl.a. besøge hospitaler og børnehjem med ofre for katastrofen sidste år. Det bliver spændende at møde en helt anden kultur og dejligt at træffe børn derovre og prøve at underholde dem. Det glæder vi os meget til.

PERSONLIGT UDBYTTE


Det er dejligt, at være lidt skør! For det virker ofte som en joke på andre, når jeg fortæller dem om alt dette her. Men ved at sprede glæde og optimisme  modtager vi selv  megen glæde og positiv opmærksomhed, og vi har så mange herlige samtaler med både børn og voksne, at det er det værd! Julemanden er nok det allerbedste fredsikon!

Lene Agerlin