Hundeprutter og gedelorte

Det kribler i fingrene for at komme i gang med havearbejdet. Foråret er tidligt på færde i år og selv græsset vil gerne snart slås.

Skønt at nyde forårssolen i græsset,
bare der nu ikke er en hundelort som underlag!
 Foto: bodil Hammer 

Så er det nu, man skal til at passe på.
For aldrig så snart græsslåmaskinen kører gennem græsset, før det fyger rundt ikke blot med græs, men også med findelte rester af de dejlige hundes efterladenskaber,

Hundelorte.

Hvad er det, der får hundeejerne til at tro, at det er sjovt at få fingrene i sådan en lort???

Trods min venlige tilgang til hundeejere, læs her: Hundeprutter er bedre end hundelorte,

så sker det stadig, at der bliver lagt en af slagsen ikke blot langs mit hus, men også mange andre steder. Jeg talte forleden seks stykker på under 100 meter!

Sagen er jo, at det helt klart må være nogle beboere i vores eget område, min nabo? Min genbo? Min overbo? Ham i nummer 87 eller hende i nummer 1?

En hundelufter går jo ikke flere kilometer i de tidlige morgentimer eller sene nattetimer. Hvor underligt at man ikke kan gøre sig den ulejlighed at bøje overkorppen lidt frem og putte lorten i posen og posen i den nærmeste skraldespand.

Min skraldespand fx!

På min skraldespand er der jo et fint skilt,
 som ansporer hundens ejer netop til det.
 Det er der heldigvis mange, der benytter sig af.
Foto: Bodil Hammer 

Hvor svært kan det være?

Det fører mig igen tilbage til min tur i Indien.

Geder der altid er på jagt efter mad.
 Foto: Bodil Hammer

Der er det meget svært ikke at få en gedelort eller to under skoene eller mellem tæerne. Gederne er en del af bybilledet, de går frit omkring og det ses tydeligt, hvor de har været. Gedelorte overalt.

Men Indien er ikke Danmark.

I Danmark løber hundene ikke frit omkring, de er i snor og hundens ejer står pænt og venter mens hunden besørger. Det er forskellen!
I Indien går geder og andre dyr frit rundt uden ejermanden både på landet og i byerne. 

Tror vi bliver lidt i Indien og fortsætter beskrivelsen fra vores januartur. Læs starten her.

Det var i Kochi i staten Kerala vi nød gedernes frie liv. Vi var der i syv dage og fik virkelig byen ind under huden. Byen er tilbage i tiden sammenlagt af mange små landsbyer på den sydvestlige kyst. En relativ stor havneby, hvilket man mærker af den livlige trafik af større fragtskibe.
I Fort Kochi, hvor vi boede, kan man nyde stemningen af disse skibe i en skøn blanding med de mindre fiskerbåde, som kommer tilbage hen under aften for at få losset deres last af fisk og skaldyr. En del af fangsten handles straks efter landingen direkte på stranden gennem små auktioner.

Kinesiske fiskenet. Et levn fra fortiden,
hvor kinesiske fiskere bragte disse net med.
Bruges stadig til fiskeri flere steder.
Foto: Bodil Hammer

I Fort Kochi er der en summen af tuk tuker, lastbiler der afleverer krydderier, ris og kaffe samt forretningsområder med listige små butikker, der hensætter én til 60'ernes hippitid.
En havnemole med  charmerende kinesiske fiskenet, som nok i dag er mere af navn end af gavn. Her kan man spise lokale fiskeretter af fisk og skaldyr, man har medbragt og indkøbt i boder langs vandkanten.
Nu om stunder kan man især se brudepar, familier og turister stille sig op for at blive fotograferet med nettene som baggrund incl. en forrygende solnedgang.

Kochi er også kendt som Cochin og var den første europæiske koloni i Indien. Det har resulteret i en meget blandet kultur med spændende bygninger og mange faldefærdige pakhuse, som står som charmerende fortællinger i sig selv. Håber de vil blive reddet inden det er for sent selvom ikke meget tyder på det. 

Frokost med skøn lemon-chicken
og garlic-chicken
Foto: Bodil Hammer

Man bliver fuldstændig betaget af den farverigdom,
 man er omgivet af i hele Indien
Foto: Bodil Hammer

Man skal unde sig en tur til hovedbyen Ernakulam. Her kan der købes silke og bomuld. Byen i sig selv har ikke så meget at byde på for en turist, det er selve færgeturen fra Fort Kochi til Ernakulam, der giver et fantastisk indblik og en stemning af hverdagslivets mylder.
Desuden er der rig mulighed for at få en god indisk frokost i en af de mange restauranter.
Det er en by, hvor der på samme måde som i København hamres og bankes døgnet rundt p.g.a. af metrobyggeri. Her tror jeg ikke, der er nogen, der tager hensyn til beboerne omkring byggeriet.

Efter en indkøbstur nyder man sejlturen hjem fulgt af en glødende rød aftensol. Tilbage til det noget mere provinsielle Fort Kochi, som byder på mange gode indiske restauranter med bevilling til at servere et godt glas indisk øl.  

For ikke at trætte med en mega lang blog, vil jeg fortsætte fortællingen med en billedserie:  

Det er altid sjovt at snuse i boderne. Her er priserne i børnehøjde og postkortene til at betale.

St. Francis Kirke menes at være den ældste kirke i Indien bygget af europæere. Tidligere har de jordiske rester af Vasco da Gama ligget dér. Idag er blot blot en mindesten tilbage i den sparsomme, men smukke kirke. 

 Det er svært at komme videre, når der er så mange accessories at kigge på. Skal det være en lang eller kort halskæde. Et armbånd eller øreringe?

Endnu en bod med skønt tingel tangel i skønne farver. En uro af elefanter eller teaterdukker i fine kostumer.

Fisk til middag. Købes her og bringes til en restaurant, hvor den tilberedes på grill. Der blev budt på blæksprutter, rejer, kingfish, redsnappers og mange andre.

Restauranten kunne være en af disse primitive restaurantboder, som er ret populære. Vi prøvede en af dem, men var ikke begejstrede.



 



Det er altid hyggeligt med folkedans. Så en indføring i hvordan og hvor lang tid det tager at male ansigtet til aftenens show var ganske interessant. Dog meeeeeget langt i et rum uden aircondition. Danse seancen, Kathakali dans var fin.  

Hen hvor peberet gror på ondt og godt

Man kan godt ønske nogen der hen, hvor peberet gror! 

Peber slynger sig op ad en træstamme.
Foto: Bodil Hammer

Skete for mig i går. 

Fordi vi i min familie rejser ofte både spontant, men også mere planlagt, så besluttede jeg mig i går for at være rigtig på forkant. Jeg ville brevstemme. Der er jo folkeafstemning om den fælles patentdomstol den  25. maj 2014. 

Selvom jeg faktisk synes, det er lige lovligt meget og dyrt at lave en folkeafstemning om det . Den kunne godt være ordnet i folketingssalen. Det er da virkelig at skyde gråspurve med kanoner!

Der blev åbnet for brevstemning den 25. februar og i min kommune skal dette foregå på bibliotekerne, hvor  Borgerservice er. Det jo dejlig nemt. 
Så efter at have sat mig grundigt ind i sagen om patentdomstolen, så afsted på cyklen til biblioteket. Desværre var jeg mere på forkant end de var i Borgerservice. 
Der var nemlig slet ikke gjort klar til, at man kunne brevstemme, på trods af, at det jo var den 25. februar.  

Nå ja, som min gode mand sagde lettere ironisk: " Ingen er jo så hurtig, som du er. Du når det nok. Der er ingen, der opdager, at de ikke var klar fra den annoncerede dato"! 

Men ærlig talt, så synes jeg faktisk ikke, det er ok "ikke at være klar"! Det er en borgerpligt at stemme, synes jeg, og det er ikke ok ikke at være klar til at modtage vælgerne, når der offentligt er meldt ud: "at den 25. februar kan DU brevstemme".

Det blev så indledningen til min blog om en skøn rejse til Indien, der hvor peberet rigtigt gror! 

En rejse i delstaten Kerala med hele familien og efterfølgende alene i Mumbai, tidl. Bombay.  
Vi havde solen næsten 24-7. Dejligt når der i samme periode blot var ca. 17 solskinstimer i Danmark. Det var på alle måder en rejse, der gav vitaminer til kroppen. 

Vanilla County 

Det var en hård nyser at lande klokken ti lokal tid. På det tidspunkt havde vi stort set været vågne i 30 timer, men al trætheden blev glemt, da vi kom til første opholdssted 100 km fra Kochi et B&B, Vanilla County, Vagamon. 
Omgivet af regnskov, krydderdufte og skønne værtsfolk, lænede vi os tilbage og modtog den ene dejlige oplevelse efter den anden i dejligt inder-tempo. 
Pigerne i familien trodsede trætheden og tog en tur i nærområdet efter først at have fået en dejlig veltillavet frokost med skønne indiske krydderier. Dejligt efter de temmelig intetsigende fly-middage. 
Guide Thomas tog os ud ad landevejen hen til et dejligt område med bløde klipper, hvor der var dannet naturlige pools, som vi kunne bade i. Det friskede os op, og vi fik energi til på hjemvejen at se både gummiplantager, som området er meget kendt for, en gummiforhandler og drukket chai på det lokale tehus. Herefter blev vi trætte kørt hjem i en tuc tuc, et glimrende transportmiddel, som kommer frem alle steder.

Tuc tuc er en god ting, når man ikke orker at gå længere.
Foto: Bodil Hammer

For ikke at lave indlægget for langt og trætte mine læsere, vil denne rejse blive delt op i flere indlæg.

Håber I er med meget snart....



   

Men vi venter på nyt - så skriver jeg på en blog om det varme Indien ...

Det går efter planen med husbyggeriet og nu er der åbnet for hussalget.

Der har været 660 klik på huset og 150 har bedt om mail fra mægleren. Så nu venter vi os rigtig meget af
Åbent hus 23. februar 13-13,30








I ventetiden vil jeg invitere på en rundtur i Sydindien i en særskilt rejsebeskrivelse.....

Foto: Bodil Hammer

Netop nu har jeg lagt sidste hånd på redigeringen af mine billeder fra turen i Indien i januar måned. Dejligt at kunne tage turen igen og igen gennem billederne....... tag lige med til delstaten Kerala, "God's Own Country".

Det er ikke for ingen ting,  jeg tager mange tusinde billeder på mine rejser. Det blev kun til 3000 denne gang.

Foto: Bodil Hammer

Det er en arbejdsskade og siden hen blevet en passion.

Jeg er så lykkelig for, at det digitale kamera er opfundet. Tænker med rædsel tilbage på, da man skulle på ferie med to ruller 36 stk. film. Det var en del af rejsebudgettet at få fremkaldt disse og ofte var halvdelen kiksere. Det er slut nu med billedkort og arkivering på diverse onlinesites fx dropbox, Picasa og Flickr giver mulighed for at dele billeder med andre uden udgifter.
Jeg har dog ikke nerver til kun at opbevare mine billeder på disse sites, så jeg har selv et par eksterne harddiske. Kan anbefales, burde være et must for alle.

Farver fantasi og følgere

Sanseindtryk omkring mig  

Der er mange dejlige bøger, nogle sætter sig mere fast end andre.

Lugte- og høresansen

Krydderier. Foto: Bodil Hammer

Det er snart mange år siden, jeg læste "En hårfin balance" skrevet af Rohinton Mistry. De oprindelige to bind er forsvundet fra min reol, men jeg har fået indkøbt dem igen, desværre kun som paperbacks. Bøgerne er skrevet i 1995, men kredser om tiden i 1970'erne. Første gang jeg var i Indien var i 1983 og da jeg læste bøgerne, kom alle mine sanser på arbejde. Jeg kunne se alle farverne, fornemme smagen af den indiske mad og dufte alle krydderierne og genkende stemningen i alle krogene. Indien på godt og ondt er fyldt med kontraster. Jeg oplever Indien, som landet, hvor selv den laveste finder sit eget farverige, her er der ikke noget sort/hvidt. Bogens fire personer flettes ind i alle mulige og umulige situationer og viser på alle måder det indiske kludetæppes mange facetter. Den bog kan jeg varmt anbefale til mine læsere.

Følesansen

En anden bog jeg vil fremhæve er "Den grønne Syltebog". Min er et arvestykke og fra 1988. På det tidspunkt oplag nummer 66 og trykt i 1,6 millioner eksemplarer. I 2007 var den nået til oplag 84! Den må vel nærmest være nummer to på bestseller listen efter Biblen!
Den giver mig stadig en god start på syltningen, som så udvides efter humør og temperament, men grundopskriften er sikret med den bog. Senest er der blevet  syltettøj af stikkelsbær, og oven i købet bær fra min første stikkelsbærbusk og den har torne. Stikkelsbær er et overset bær. Piftet i syltet kom fra den gode sri lankanske kanel af egen import. Det er verdens bedste kanel som kommer fra Sri lanka.  Den blev faktisk god. Husk altid at der skal blive lidt bær tilbage på busken, så blir' fuglene glade :)

Der er intet som at gense fotos. Fra hverdagens små indtryk til ferierne og festdagene.

Jeg blev pludselig fanget i minderne, da jeg skulle uploade mine seneste billeder. Så fanget, at jeg gerne vil fortælle og vise dem.

Smagssansen

Paris 2005. Foto: Bodil Hammer

Super dejlige frugter. Her "skudt" i Paris. Når man ser dem, funderer jeg over, hvor svært det er, at dumpe ind i sådan en ægte farvecharme i min lokale grønhandler. Her i disse kasser kan man ikke undgå at få inspiration til dejlige desserter.

Forleden skulle jeg  lave en mangosalat med chili. Tal lige om, hvor svært det var at finde tre modne mangofrugter. Da kom jeg i tanke om den kasse fuld af mango min mand for mange år siden havde med hjem fra Indien. De stod stille og roligt i trækassen indpakket i aviser og ventede på at blive spist. De havde bare den der MANGO-rigtige smag.

Festlige farver på markedet med
 frugt og grønt samt krydderier.
Foto: Bodil Hammer

Synssansen

Måske var de indkøbt på et lille ydmygt marked som dette i Jaipur i Indien. Her kan man næsten ikke holde sig væk fra de handlende og ej heller fra de faldbudte varer. Man bliver mæt, af at indsuge farveindtryk og dufte som blandes inde i hovedet og får en til at købe ting man aldrig får nytte af, og så alligevel.

Som fx disse tæpper på markedet i New Delhi, Indien.

En glad sælger.
 Foto: Bodil Hammer 

Købt i en rus, men nu pryder det sengen i mit gæsteværelse. Og glæden er lige stor, hver gang jeg ser på det. Samtidig kommer smilet frem, når jeg tænker på, hvordan min veninde ved en fejl, gav en 100 dollar seddel, som var det en hundrede Indiske Rupee-seddel. Først ærgelse, men det må have været en fest for den indiske sælger - håber hun opdagede det før chefen kom. - Så helt dumt var det ikke, og 700 kroner for et sengetæppe i silke er jo også ganske favorabelt. Jeg må tilstå at Indien står mit hjerte nær.

"Spring" ud og bliv følgere af min blog.

Så starter vi igen.

Selvom det føltes som
om det regnede hele sommeren,
så var der faktisk blå himmel flere gange.
 Håber den vil vare ved langt hen i efteråret.
Foto: Bodil Hammer 

Kom frit frem.
 Klik og bliv følger af min blog.
 Foto Bodil Hammer

Hvordan kan jeg mon gøre det? Her er et forsøg:

I bloggen, er der nederst et kommentarfelt, her vil jeg rigtig gerne have ris og ros. Indput og gode ideer. Kommentarer giver liv, og det vil jeg gerne give mere af i bloggen.

I højre side af bloggen kan man oprette sig som følger/follower. Det er dejligt at få udvidet sin følgerskare, men man kan også skrive sin e-mail adresse og få besked ad den vej.