Verdens bedste club sandwich og Snoopy Island 4 af 5

Club sandwich Classic.

Verdens bedste club sandwich. Foto: bodil hammer

Tænk engang. Første gang jeg mødt en club sandwich var i 1978 på en rundtur til forskellige lande i Mellemøsten, heriblandt Dubai. Det var før jeg anede, at jeg selv ville komme til at bo der i fire år sammen med mand og børn. Det var en skøn tid. Jeg har sagt det før. Det kan nu ikke gentages for tit. Alle småbørnsfamilier burde have mulighed for at "stemple ud". Det er guld vær midt i racet. Nyde børn, liv og familiensamvær. På den lange bane sikkert også meget værdifuldt samfundsmæssigt.

Tilbage til club sandwichen.

Der er visse ingredienser, som er et must i den sandwich. Så jeg blev noget rystet, da jeg fornyligt blev præsenteret for én, hvor tjeneren høfligt bekendtgjorde, at der altså ikke var æg i. De havde fravalgt det spejlede vendte æg. Jamen det kan man da ikke. En klassisk frikadelle er jo heller ikke en frikadelle uden man har brugt kød.

Dere er tre lag i en club sandwich, det skal ingen komme og lave om i min verden. Med mindre man vælger at kalde sin sandwich for noget andet. Til en klassisk club sandwich skal man bruge følgende: 3 skiver toastbrød, salat, ristet bacon, kyllingebryst, tomater- og agurkeskiver, det vendte spejlæg og mayonaise smurt på brødet. De tre lag skal samles med en dekoreret stick. Som sidegevinst pommes frites med ketchup og coleslaw salat.

Sådan har vi jo alle vores særheder. Tænk bare på vores juletraditioner, hvor vi alle sammen mener at netop vores er den rigtigste.

Snoopy - mere end bare lille Nuser

Snoopy Island 1983. Foto: Bodil Hammer

Også en lille ø 200-300 m fra en dejlig strand i emiratet Fujeirah i De Forenede Arabiske Emirater, godt et par timers kørsel fra Dubai.

et herligt sted at at snorkle. Masser af koraller og farvestrålende fisk.

Jeg er først nu blevet bekendt med, at den ø vi besøgte så mange gange i 80'erne, nu er blevet ophøjet med et navn og en del ændringer i omgivelserne - Snoopy Island - for dens lighed med den lille hund.

Wadi

Denne smalle vej forbandt tidligere Dubai med østkysten.
 Wadi Tayibah 1983. Fast tradition var altid
et stop i wadien for at få lidt at drikke .
Foto: bodil Hammer

Turen fra Dubai til Fujairah gik i 80'erne ad almindelige landeveje, hvor man fx et stykke af vejen  kunne lave en lille afstikker gennem et snørklet wadi-område med hulledejordveje.

En wadi, er et flodleje i et ørkenområde. Det ligger normalt tørt hen, men kan have en del vand i regntid. Det er et typisk arabisk navn. Turen kunne klares i almindelig bil, men det var absolut mere behageligt i en 4-hjuls.

Langs denne meget ujævne jordvej, kunne man følge kanalerne, falajer, som opsamlede vand til  de sparsomme områder, hvor der dyrkes grøntsager. Vi oplevede på disse ture en fornemmelse af at bevæge os flere hundrede år tilbage i tiden til stammer og nomader. Som i Det lykkelige Arabien.

Læs forresten Thorkils Hansen bog "Det lykkelige Arabien".

Den tur er desværre ikke mulig mere, men den kom frem på nethinden, da vi igen i september i år tog turen til stranden ud for Fujairah i nærheden af byen Khor Fakkan, for at gense øen nu med navnet Snoopy Island. Selv i dag er der heldigvis stadig meget at se i dette grønne område, Fujairah.

Fredagsmarked 

Tid til en kop te.Foto: Bodil Hammer 

Der bydes på Masafi fredags marked, som lokalt kaldes Souq al Juma. Det har åbert stort set hele ugen på trods af navnet. Her handles med alt fra lokale frugter og grøntsager til potter, "antikviteter" tæpper og så souvenirs. Tæpper fra fx Pakistan og Afganistan. Her ser man en ganske anden verden, end den man møder i Dubais pulserende byliv.

Stop op i en af de byer der passeres og få en kop te/kaffe i en af de lokale coffe shops og lad tiden stå stille. Her kan man se den lokale araber passere forbi med kone(r) og børn.

Snorkel- og badetid

Fremme ved "Snoopy-øen", hvor der tidligere blot var et enkelt motel med strandhytter, ligger der i dag flere hoteller, men motellet fra dengang, har stadig den bedste beliggenhed, lige ud til øen. Vi var selv kun på en dagtur ad "memory-Lane", men man kan stadig bo i strandhytter på motellet som vi gjorde i 1980'erne og leje snorkeludstyr. Det er en god idé at bruge en lang weekend i dette område.

Der er som nævnt et hav af farverige fisk langs øens koralrev. man kan være heldig at se blæksprutter, muræne-ål og skildpadder.

Snoopy Island 2012.
Foto: Bodil Hammer 

Ved lavvande kan man iført et par solide sko gå på koralklipperne ud til øen.

Når man vælger at benytte stranden uden for hotellets område, skal man ikke lægge sig for langt oppe i sandet-klitterne, stil parasollen tæt på vandkanten, så slipper man for at blive nervøs, hver gang der kommer en 4-hjuls trækker susende op og ned ad sandklitterne. Det er en meget lokal drengefornøjelse - ikke helt ufarlig. Bil og dreng suser op og ned i en form for one man show, til stor fare for sig selv og andre. Man ser mange steder på strandene har hotellerne har lavet store stenhøfder  for netop at undgå disse strandbisser.

Området byder desuden på smukke bjergområder, Hajar Mountains, som strækker sig fra Oman og lang østkysten af emiraterne. Hajar betyder sten bjergene og det er også den fornemmelse man får når man står, går og ser på dem. Golde og grå. Det er muligt at tage ture ind i disse bjerge.

Al Bidya Mosque

Ganske fredsommeligt lå
Bidya moskeen lige ud til landevejen
mod Khor Fakkan dengang i 1982.
 foto: Bodil hammer

Den ældste moske i emiraterne, Al Bidya Mosque, finder man også i dette område. Den er sat på UNESCO's tentative liste over eventuelle emner, indberettet af landene selv. Byggest af klippe- og lersten. Den kan dateres tilbage til omkring 1400-tallet, ganske imponerende for disse områder. Bygningen er usædvanlig i sin arkitektur pga. de fire kupler. Desværre er det ikke tilladt ikke-muslimer at komme ind i denne moske, som regnes for den helligste i Emiraterne. Den er nem at se, hvis man efter strandturen kører mod Dubai via Khor Fakkan. Her er det absolut nødvendigt at være klædt på efter forholdene!

Solnedgang

På hjemturen nærmer vi os solnedgangen, som altid er smuk på disse kanter. Lyset skifter fra orange, rødt og pink til blåt. På denne tid af dagen begynder vi at køre gennem ørkenen og hvor vi i 1980'erne stødte på nomaderne på vej ud i ørkenområderne, møder man i dag de unge drenge, turister og lokale familier som enten sidder i grupper og nyder solen gå ned, tager den sidste bøn eller for drengenes og turisternes vedkommende tager de store biler på en ørkentur op og ned af sandbakkerne i farlig fart. Nogle har grill og mad med til bålhygge.

Solnedgang Forenede Arabiske Emirater 2012. Foto: Bodil Hammer

Når solen er gået helt ned, det sker allerede omkring klokken 19, efterlader den vejene i total mørke. Her skal man være godt kendt for ikke at komme på afveje. Vi havde fornøjelsen af at komme på en "blind date", uden forvarsel sluttede motorvejen. Så er der mørkt i sådan en ørken!


Vi nød alle at være tilbage i Dubai med oplyste veje efter en vidunderlig dag på østkysten, som har meget mere at byde på til næste gang.

Så er det snart slut med Dubai-føljetonen. Der skal nu nok snige sig et og andet ind alligevel.

Sidste afsnit i denne føjleton om Dubai bliver nummer 5 af 5 - læs om den.

Kommer snart og her på bloggen 

Kontrasternes Dubai 2 af 5

Da jeg senest besøgte Dubai

Princess Tower, 2012. Dubai Marina.
 Foto: Bodil Hammer

boede jeg i Sulafa Tower, som i 2011 med sine 76 etager var verdens højeste beboelsesejendom. ....Det er det så ikke længere. Jeg kan nu sidde på altanen på 52. etage i Sulafa Tower og se over på Princess Tower, som med sine 107 etagers beboelse nu officielt er udnævnt til verdens højeste beboelsesejendom, 2012.  763 lejligheder incl. penthouse lejligheder. Det kan man da kalde at bo "on top of the World".

Så i Dubai finder man dels verdens højeste bygning Burj Khalifa dels   verdens højeste lejlighedskompleks - Princess Tower.

 Nå ja, og så også lige verdens eneste syvstjernede hotel Burj Al Arab.

Burj Khalifa, 2012. Ligger ved
metrostationen
 Dubai Mall. Foto: Bodil hammer

Til Bur Dubai og Deira med abra for at se Dubai Museum

Uvirkeligt, for man skal blot en halv time i taxa og så man er inde i det gamle Dubai i et mylder af trækvogne, tungtslæbende kulier og tildækkede kvinder iført abaya og arabiske mænd iført disdasha. Ja, man møder faktisk stadig kvinder med maske foran ansigtet.

 I det store bazarområde blander alle dufte sig med farvestrålende krydderier og stof til kjoler og andre gevandter. Læs også Mellemøstens perle.

Allahu Akbar

En ganske ung udgave af mormorbloggeren,
Her besøgte jeg meget ofte
denne gamle jernhandler
 for at købe sjove ting og sager.  Foto: C.Hammer, 1982

Da jeg i 1982 handlede i souqen, som man kalder bazarområdet, var det i et virvar af snørklede og støvede passager. Der var ikke plads til mange trækvogne ad gangen. Passagerne er stadig smalle, omend nu lidt bredere og også asfalteret. Men stemningen den er der stadig, når man bare lader sig flyde med strømmen af trækvogne dybere og dybere ind i området.

Klokken nærmer sig 12.15,
og der kaldes til bøn.
Foto: Bodil Hammer, 2012

Når klokken bliver 12.15 kommer der gang i bønnen, som sendes fra alle byens minareter ud af højtalere der fylder området med "Allahu Akbar" (Gud er stor).

Tid til siesta og mad

Så er det blevet tid til siesta. De fleste butikker i bazaren lukker mellem 13 og 17. På det tidspunkt kan varmen være meget intens (op til 45 grader i sommermånederne), så det vil være en god idé at tænke på lidt mad og drikke. I området findes et utal af små, lokale spisesteder, der indenfor er dejligt afkølede. Vær helt tryg ved de små restauranter, mange af dem husker jeg fra min første tid i Dubai i 1982/86. Læs også Mellemøstens perle.

Mulighederne er mangfoldige.
Her fra en indisk vegetar restaurant. Indiens svar på tapas -
Thali, som er et udvalg af smagsprøver
 fra det indiske vegetarkøkken (fås også med kødretter).
Dog ikke på en vegetarrestaurant.
 Nå ja, vi spiste for 60 kroner for tre personer.
På billedet ses retten til én person
Foto: Bodil Hammer, 2012

Vi spiste på den lokale indiske restaurant, Chicken Inn, den blev grundlagt i 1972. Der sidder ofte kun mænd og spiser på disse restauranter, men det er helt ok at spise der, også som pige. Visse steder har de familerum. Et måltid mad koster ikke meget mere end 20-25 kroner incl. den obligatoriske flaske vand. Lækkert tilberedt.

Jeg har fået et par indiske opskrifter af Simy, min svigerdatter fra Indien. Læs om disse dejlige retter i bodilles opskrifter.

Al Fahidi Fort i Bur Dubai - bydelen

Dette er ikke museet, men Dubai i 1982,
 med de spændende vindtårne.
Foto: Bodil Hammer

For at komme til Dubai Museum, skal man være på den rigtige side af Creeken (kanalen der adskiller Dubai by i to bydele, Bur Dubai og Deira). Fra Deira-siden kan man hoppe på en af de små både, der er i konstant rutefart mellem bydelene Deira og Bur Dubai. 

Bådene bruges af alle, høj som lav, og kaldes abra (af det arabiske ord for at krydse). Det er en meget billig form for transport. Den spændende sejltur i de små åbne både tager ca. fem minutter og koster ca. 1,5 krone.

Kommer man med en abra, ser man fra vandsiden Ruler's Court (herskerens officielle audiensgemakker mm.) og lige bag ved ligger  Al Fahi Fort, som museet hedder. Det er blot 10 minutters gang fra bådene. Der er åbent fra 8.30 morgen til 8.30 aften.

Abraer krydser Creeken. Foto: 2012.
Foto: Bodil hammer

Det samme område ved Creeken i 1984.
 Foto: Bodil Hammer

Historien

Her får man et fint indblik i Dubais historie. Der har desværre ikke været tradition for at bevare gamle bygninger i Dubai. Så da udviklingen eksploderede fra omkring 60'erne og frem, blev mange bygninger jævnet med jorden og erstattet af nye højhuse i glas, marmor og stål. For sent kom man i tanke om, at det har en betydning for et lands identitet også at bevare lidt af det oprindelige. Man skal også kunne afspejle sig i sin fortid.

Den historie kan man opleve og få fortalt på museet og i nogle af områderne omkring museet. Desuden er der lavet et større område, hvor mange af husene er genopbygget med de meget karakteristiske gammeldags vindtårne eller bastakiya, som de kaldes på arabisk (et gammelt "aircondition" system). Gå rundt på må og få. Det er ikke muligt af fare vild. Find også området hvor man på smukkeste vis har genopbygget en gammel bydel, for at bevare den gamle arkitektur for eftertiden. Shindagah, hedder området. Her finder man også Heritage Village (en slags frilandsmuseum), og den tidligere hersker i emiratet Dubai, Sheikh Saeed's hus.

Badning til en solnedgang

Hvad med at slutte dagen af med en fantastisk solnedgang!! Tag en taxa og bed om at blive kørt til strandområdet Jumeirah ved Burj al Arab luksushotellet. Sæt dig på stranden med lidt vand og en snack og nyd evt.en svømmetur i det varme vand. Det er en offentlige strande, så ikke noget med alkohol! Få taxa-chaufføren til at køre forbi den store moske på Jumeirah Beach Road på vej derud.  Så tror jeg bestemt, at man har fået en god dag og lidt mellemøst stemning under huden.

I øvrigt kan jeg da lige tilføje, at der er gode transportmuligheder generelt og til rimelige priser (langt under det danske niveau). Metro, busser og taxa.

Solnedgang i ørkenen mellem emiratet Fujairah og Dubai.
 Foto 2012, Bodil Hammer

Læs mere om den tur og hvad en Jumaira Jane er i næste blog. Bodil

Dengang der fandtes husmødre og rigtige bonderøve

Fra dengang da far lå på sofaen og læste avisen...

Min sidste opgave på Gyldendal som billedredaktør var et større billedarbejde med bogen "Husmødre". Den er nu kommet i butikker og netboghandel. Det er en efterfølger til bogen om "Der var så dejligt på landet", som jeg også var billedredaktør på.

De bøger vil jeg slå lidt på tromme for.

Forfatteren Helle Juhl drager land og rige rundt og holder foredrag om sine bøger. I lørdags var turen kommet til Smørumnedre Bibliotek. Her mødte også jeg op, for på den måde at afslutte mit aktive liv som billedredaktør på en god måde. Det blev til to underholdende timer, hvor man nærmest blev ført en tur ad Memory Lane. Der var især focus på 60'erne, men vi kom da også lidt omkring andre årtier.

En dejlig måde at komme i tanke om mine egne oplevelser med min egen mor, som netop var både husmor og arbejdede fra 40'erne, fra hårde tider til noget nemmere tider. Hvordan var mit møde med min første bondegård? Hvad der var på madpakken i skolen osv. osv. Jeg kan varmt anbefale disse bøger som samtalebøger for skolebørn i folkeskolen. Det kunne være i forbindelse med et besøg af familiemedlemmer, fra 30'erne, 40'erne , 50'erne, 60'erne. Der findes mange ubrugte ressourcer rundt om i familierne. Der kan fortælles mange historier ved at tage udgangspunkt i disse bøger. Danmarkshistorie i gulvhøjde. Helle Juhl kan også bestilles til foredrag. Hun er ud over forfattervirksomheden, journalist, foredragsholder og landhusmor.

Der var så dejligt på landet af Helle Juhl 

Der var så dejligt ude på landet tager dig i billeder og ord med tilbage til det 20. århundredes bondeland. Fra tiden omkring første verdenskrig til slutfirserne og med vægten lagt på de mennesker, der fødtes, levede og døde i det. Forudsætningerne for livet på landet er i dag nogle helt andre, og det har sat sig tydelige spor overalt, om man nu kan lide eller ej.

Husmødre af helle Juhl

At blive hjemmegående husmor var langt op i det 20. århundrede unge pigers drøm og ideal, afspejlet i samfundets indretning, i populærkulturen og i kønsrollerne. "Husmødre. Historier fra landets største arbejdsplads"  tager dig i fortællinger og fotos tilbage til husmødrenes verden som den tog sig ud fra omkring år 1900 til årtusindskiftet. I by og på land, i små som i store husholdninger.