havevandring


Havevandring


Roserne har det super godt i år. Jeg husker, hvor skravlede de var sidste sommer, så i år er det så skønt at kunne gå og klippe af og lave buketter til huset.




Kaprifolien slynger sig flot op af en gammel fyrretræstamme.
Kaprifolien har jeg "lånt" fra skoven på Langeland. Den er nu endelig begyndt at føle sig hjemme i haven. Den blomstrer i den fineste rosa farve.
Da vi flyttede ind i vores hus for 27 år, siden fik jeg en fin lille bonsai i en lerkrukke købt i Irma. Den var vel 15 cm høj. Jeg nænnede ikke at kassere den, da den begyndte at smide bladene, men plantede den i haven. I dag står den som det flotteste troldetræ. Jeg ved ikke hvilket træ det er, men så såre foråret kommer, kommer der igen blade på og den bliver igen til en bonsai.
Haven skal gøres nemmere at styre. Der er rhododendron rigtig god.  Her har jeg selv lavet en fin lille ny plante. Det er ganske nemt og det har vist sig, at de mange små rhododendron-børn jeg har lavet, er betydelig mere hårdføre, fordi de er "født" i bedene. Det er blevet til rigtig mange "rhododendron-børn" i tidens løb.

En lavtliggende gren dækkes til med jord. Holdes nede af en sten og året efter er den blevet til et afkom, som kan klippes fri fra moderplanten.


De steder hvor der er jord synlig, sætter jeg bl.a. skovjordbær. De dækker, de formerer sig og så smager de jo ganske dejligt. Fx til den hjemmelavede medaljon på billedet her. Se opskriften i bodilles opskrifter.




 Desværre blomstrer mine pæoner og bonderoser ikke mere. Men her er "Fies bed". Netop udvidet med en række sten fundet rundt omkring på grunden. Fie har også lagt navn til en drømmekage, som jeg tidligere har omtalt. Grunden til bedets navn er såmænd bare, at de pæoner og bonderoser der er i bedet stammer fra Fies have i Brede. I år er det så blevet udvidet med to hvide pæoner, som jeg fik i fødselsdagsgave. Håber de allerede giver blomst til næste sommer.
 I julegave fik morfar en gave. Et flot fuglehus lavet af barnebarnet Sofia. Her troner det som en anden fugle-penthouse-lejlighed på resterne af det gamle kirsebærtræ, som ikke ville være med mere og gik ud for nogle år siden. Ærgerligt, men fuglene var alligevel altid hurtigere end os til at få spist bærrene. Rundt om stammen står skønne hosta og dækker jorden, så skvalderkålen ikke får et ben til jorden.
Jeg holder meget af at gå rundt i haven. Det giver masser af inspiration og nye idéer til "installationer". Her husløg på toppen af den gamle troldepils stamme.
Husløg er så dejlig taknemmelige, så de bliver brugt flittigt til at fylde krukkerne med. Og så sparer det lidt på sommerblomster-budgettet.

 Hosta er også gode som erstatning for sommerblomster. De kommer år
efter år. Bag min hosta, står den humle, jeg "lånte" en stikling af hos genboen for mange år siden. Den kommer troligt år efter år og af og til kommer der endda blomster på. Der har dog aldrig været så mange på at jeg har kunne bruge dem mod søvnforstyrrelse. Det skulle de ellers være velegnede til.

Ej heller har jeg kunnet lave saft af humleplanten. Der er ellers muligheder for at blive kureret for mangt og meget af den saft. Læs her: humle
Lidt sommerblomster kommer der jo altid. Alt kan jo ikke være genbrug. Jeg har fundet nogle dværg petunia. Jeg er ikke meget for de "almindelige", men mine dværg petuniaer er meget gode til at blomstre. Dem er jeg rigtig glad for.
 Rhododendron kan sagtens vokse i potter. De kan dog være meget svære at få ud af krukkerne, når de har vokset sig for store og kræver mere plads. Det kræver sin mand. Dette er anden generation i potten, de forrige er nu blevet flyttet til et nyt bed, som så er blevet meget nemmere at holde fri for ukrudt.




De fem ribsbuske vi havde er nu reduceret til bare to. Vi fik aldrig rigtig brugt dem, så fryseren bugnede af frosne ribs. Nu håber jeg, vi når at lave saft i år, får gemt lidt til ribs til is og rysteribs. Men vi skal nok være hurtige, for både duerne og solsorten har fået øje på dem.
Den træstub er god at sidde på, når der skal luges lidt mellem Sankthansurten. Endnu en plante jeg holder meget af. Den ser så smuk ud, når sneen falder på de visne blomster. Jeg har forsøgt mig med de rødstilkede og dem med hvide blomster, men uden held. Det vil prøve igen næste år, tror jeg.
 I 1990'erne importerede jeg lerkrukker fra Portugal. Jeg har stadig nogle stykker tilbage. De burde allesammen være gået itu, for de er ikke frostsikre. Denne har nu fået sig et nyt liv som staudekrukke.





Det er et rigtig morsomt hus det her. Vi er spændte på, hvem eller om der flytter nogle ind.

En af forårets storme fik knækket min "spindler". Jeg har fået den af min svoger, som er super ferm med sine hænder. Så efter en tur hos svoger er den nu blevet reddet og hænger igen og spindler i vinden. Det føles beroligende at se på den, når den drejer om sig selv. Og den store klatrerose, det er en President. Den er slet ikke min, men min datters. Den fik hun til sin konfirmation i 1980'er af morfar. Heldigvis for mig vover vi ikke at flytte den. Den er altid så smuk.
Igen en lille husløgs-installation. Løgene er ved at krybe ind i stammen.

 Havens italienske hjørne. Brønden var i mange år aktiv. Selve boringen bruges ikke mere, men dækslet giver god stemning blandt brombær, blodbøg og stor- konvaller eller kæmpekonvaller som jeg kalder dem. Konvallen er en dejlig dækkende og skyggefuld plante, som spreder sig meget lystigt.

Hvis det bliver sommer i år, så skal der grilles og slappes af på terrassen. Der har ikke været så mange varme dage endnu, at de går over i historien,. Vi venter stadig på sommer, sol og varme.


God sommer her fra mormorbloggen. Hilsen Bodil  

Alle foto er taget af Bodil hammer. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar