søndag den 14. juni 2015

Brug dit nærmiljø

Det er jo ganske åbenlyst, og så glemmer man det jo af og til....


Hver eneste uge sender den kommune, jeg bor i en nyhedsmail ud om, hvad der sker. Nyhedsbrevet gir' inspiration og også nogle gange dårlig samvittighed over, at jeg glemmer at bruge nærmiljøet. Alle kan tilmelde sig nyhedsbrevet for netop de områder, man interesserer sig for.

Jeg har brugt min kommune i denne weekend, og her får man gode oplevelser.

Fredagen skinnede solen over Furesø, og det trak i mig
for at komme ud under åben himmel. På med cykelhjelmen og afsted. Det blev en skøn tur gennem skoven og med dejlige oplevelser, ganske gratis.

En god tur gennem Lillevangskoven. Videre til Terkelskoven, og så ud af den skønne Hestetangsvej. Den vej har jeg kendt siden min barndom. Dengang lå der mange drivhuse, de er desværre ikke aktive længere. Men man kan nyde smukke gamle stråtækte huse, der er sat flot i stand. Husene har den smukkeste udsigt ud over Mølleådalen og det gamle traktørsted Kalkgården.


Man kan også nyde travlheden i den lille sø. Ænderne hyggede sig og snadrede.
Lidt længere fremme fandt køerne sammen omkring det saftige græs.


Også bierne har travlt, og der er nok af blomsterpollen at finde.



Hvem får ikke lyst til lidt nostalgi, når man møder en lille bænk på vejen godt pakket ind i en dronningebusk. Det er lige før, man glemmer tid og sted og venter på at få en sludder med digteren Kaalund eller en anden af fortidens digtere.



Skulle Kaalund dukke op, så er der mulighed for at spise et stykke kringle, servicet kan tages frit fra kassen.


De smukke røde lys i kastanjen, møder jeg alle steder i Farum. Her er det ved den nye cykelsti, som gør det dejligt sikkert at køre på cykel på Lillevangsvej. Da jeg passerer plejecentret, lyder der fællessang ud fra hjemmet, og Dannebrog vajer hen over taget, klokken må være omkring 13, for da er der altid musik og café på programmet.
Mens hestene bare går og gnasker uden at tage sig af sangen.

Ved Plejecenter Lillevang får jeg selskab af denne lille fætter. Det er da en fantastisk opfindelse. Tænk lille "Robot" futter bare rundt og slår græs, når det trænger. God ide. 

Så blev det lørdag, og endnu et arrangement blev besøgt

Et tilbagevendende arrangement i kulturhuset er Farverige Furesø, hvor der diskes op med alverdens smagsoplevelser. Og stemning og hygge.

 

Alle fra lokale foreninger. Kinesiske, tyrkiske, brasilianske og indiske smagsprøver. 

Dansk æblekage til den søde tand var der også. Multietnisk.
Meget oplagt er et besøg til en lille særudstilling af kunstneren Hannah Habibi på Immigrantmuseet. Hannah Habibi kommer fra England, men hold da op, hun er da meget inspireret af Roy Lichtenstein

Læs, eller genlæs også min tidligere blog om: Farum Søstien

lørdag den 9. maj 2015

Hvordan kunne du gøre det?

Så blev jeg frataget min uskyld og tro på, at citatet "det sker ikke for mig" bestemt heller ikke gælder for mig.

Jeg vidste det godt, har læst det i alle rejsebøger og så sker det alligevel.

En tricktyv får åbnet lynlåsen på min taske, som jeg bar foran mig og listet min pung op og pludselig er det en anden start på en ferietur til Madrid. Hvordan kunne DU gøre det? Jeg var der, men dine hænder var der altså også. Man føler sig gramset på uden at være blevet det!!Og meget, meget vred på sig selv.

Madrid mistede sin, i mine øjne, uskyld den 30. april 2015 i metroen på vej til Puerta del Sol-stationen. Mit tredie besøg i denne skønne by i det skønne Spanien.

"Det største problem i Madrid er typisk lommetyve".........Turen går til Madrid skriver det og det står alle steder, alligevel....det sker ikke for mig, jeg passede så meget på, eller gjorde jeg?

Det blev heldigvis en god uge alligevel på trods af, at jeg følte mig omringet af tricktyve på alle gader og stræder. Så meget at min kære mand måtte "slå mig i hovedet" mange gange i løbet af ugen, for at få min paranoia til at forsvinde. Jeg var vred på mig selv over ikke at have passet godt nok på. Været dum nok til at tage metroen fremfor en taxa fra lufthavnen. Herregud de 30 Euro en taxa koster er  jo set i bakspejlet ingen penge i forhold til.... osv-osv-osv.

Det store plus blev så, at vi blev turister i Madrid til fods. Man får jo set steder man normalt suser forbi, skønt.

Vi tog dog en dagtur i et RIGTIGT tog til slottet, klostret og byen San Lorenzo de El Escorial.
Nu hjemme igen er papirarbejdet overstået, en ny pung indkøbt og oplevelsen er lagt bag mig.

Bare vent, jeg kommer tilbage Madrid!!!!!!!

Godt råd. 

Da spaniere pr. definition ikke taler engelsk, så er selv et besøg på en politistation et problem, hvis du ikke mestre sproget. Derfor fik vi vores gode receptionist på la Perla, hvor vi boede, til at skrive hændelsesforløbet ned  på spansk. Denne seddel kunne vi så give til sagsbehandleren på politistationen. Det var dagens bedste ide.

Selvom jeg selv vidste disse ting - skete det alligevel:


Undgå tricktyveri - 10 gode råd

Vi har samlet 10 gode råd til, hvad du kan gøre for at undgå tricktyveri, og hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.

1.

Læg altid dine værdigenstande i inderlommen. Det er alt for nemt for tyvene at hapse fra baglommer og yderlommer. Fordel gerne dine værdier på flere tasker og inderlommer.

2.

Tjek, at din taske eller lomme er lynet til.

3.

Læg aldrig din taske fra dig uden opsyn.

4.

Vær opmærksom, hvis fremmede personer antaster dig, og særligt, hvis en person pludselig går ind i dig.

5.

Råb højt, hvis du opdager, at et tricktyveri har fundet sted mod dig eller andre.

6.

Spær straks dine betalingskort, hvis de bliver stjålet. Hav nummer til din bank med på turen.

7.

Spær din mobiltelefon, hvis den bliver stjålet. Hav nummer på dit teleselskab med på turen.

8.

Anmeld altid tyveriet til den lokale politistation. Husk at få en politirapport med derfra.

9.

Anmeld tyveriet til forsikringsselskab ved hjemkomst.

10.

Er dit pas blevet stjålet, skal du kontakte ambassaden/konsulat i det land, du besøger, og få udstedt et nødpas.

Alligevej kommer her lille positiv billedserie fra Madrid til afslutning:































lørdag den 14. februar 2015

Mens sneen daler

kan man jo passende planlægge de kommende forårsudflugter.

Der har være så meget hus-byggeri-sjusk i mit/vores hoveder, så bloggen har ligget på is. Fejl og mangler, som hang og hænger os ud ad halsen. Så meget, at jeg ikke engang har orket, at skrive om dem i min blog. Hvor det jo nok kunne være på sin plads, så andre, som går i byggetanker eller rod, kan blive klogere på, hvor mange fælder der er.

Så denne blog bliver ikke om udskiftningen af ventilations-slanger, reparation af emhætte- og sætnings-skaden, ej heller om vandet der løb ud under vaskemaskinen og ovnen som ikke var monteret rigtigt, så anden var ved at flyve fra os juleaften.

For nu venter vi på forår,


og så vil jeg hellere tænke på de skønne ture, vi selv gjorde sidste år til Sydsjælland. Fx Zen Haven i Vedde eller Sporvejsmuseet ved Skjoldnæsholm.

Til inspiration for andre - håber jeg -

Zen Haven


Det hele startede med, at vi skulle finde fliser til haven i byen Nyrop ved Sorø og så havde vi hørt om  en smuk have. Den ligger i Vedde få km fra, hvor vi skulle købe vores fliser hos firmaet Sandstone. Læs mere om dem her:

Zen Haven er et enkeltmands værk, som langsomt gennem omkring 30 år har vokset sig til en stor park på 24 000 m2. Her finder man rhododendron i så mange varianter, at man af og til må ta' en puster, for at bearbejde de mange farver og sanseindtryk.

Heldigvis er der mange snørklede kroge, bænke ja endda en café, hvor man kan sidde og komme til hægterne igen.

Det er Jørgen og Jakobine, som ejer denne skønne plet og Jørgen har ene mand fået dette stykke jord forvandlet til noget, som ikke kan beskrives. Den skal ses!
Når man ikke blomstringen af rhododendron, så er der pæonerne, roserne, geoginerne eller stauderne. De har simpelthen lavet en besøgskalender.
I år vil jeg håbe, jeg når rhododendron eller pæonerne. Så må det blive geoginer og stauder  i 2016. Det var rosentid, endda lige på det sidste i 2014, da vi var der.

Billederne fortæller resten:

Alle foto er taget af Bodil Hammer











Læs om andre Perler
Denne blog om ideer til udflugter er en af flere. 
Læs også om:






Gyldendal Havn







torsdag den 11. december 2014

Hovedet har været fyldt MEN nu lysner det i øst,

og vi drager mod vest.



Den gamle bolig er tømt:-) check. JONAS flyttemand har tømt bolig 1 og fyldt bolig 2 med 136 flyttekasser, som er afhentet igen.
Foto: Bodil Hammer

Det ny hus er klar:-) check.  Den sidste klat maling er sat, håber vi!

Den gamle bolig solgt:-) check. DANBOLIG  klarede salget, dejligt!
Foto: Bodil Hammer

Nu ser vi frem mod 2015 og skal bruge den næste lange tid på én eneste ting!

Slappe af, pakke ud og indrette, afbrudt af en julehyggetur til Hamburg, samt masser julehygge med familien i december!


Sådan skrev jeg den sidste uge i november - men men men - træerne vokser ikke ind i himmelen!

I dag skriver vi anden uge i december. I dag har vi fået udskiftet alle rør på loftet, som går til ventilationer og emhætte. Så nu kommer der forhåbentlig ikke mere vand ned gennem de kanaler.

Vi har haft en tekniker ude for at undersøge, hvorfor emhætten lød som tusind blåsøm i en tørretumbler. Monteret forkert. Rettet!

Næste projekt er at stoppe vandet som drypper fra ovenlysvinduerne og så selvfølgelig samle op på de problemer vi stadig mangler at få afklaret fra 2E Bolig!

Heldigvis er vi glade for at bo her og prøver ihærdigt at holde os muntre. Glæder os over, at det går frem ad i små tempi. Har fint styr på møblering og får af og til sat et billede op på væggen.

Kald det bare kaos. 
Foto: Bodil Hammer

Jeg håber, at der kommer gang i mormorbloggen i det ny år. Der har ikke været overskud til så meget og så er jeg faktisk først i denne uge kommet på nettet, godt hjulper af vores venlige nabo.

Men en god jul og godt nytår vil jeg ønske mine blogvenner. Lad os mødes i 2015.

2014 blev året hvor vi blev meget klogere omkring husbyggeri, vi gør det ikke mere.  Skulle nogle ønske råd og vejledning, så har vi helt sikker et svar og tillid og kommunikation er nøgleordene.  

Hamburg december 2014 mig og manden
 

 

 







torsdag den 9. oktober 2014

Første gang så la' vi det gå --- anden gang så lige så---- men

tredie gang så tar vi dem og ......


Ja hvad gør man tredie gang?

Ganske kort så troede vi jo, at vi skulle flytte ind  vores nye hus nu.Men men men ---

Først fik vi leveret glasvæggene til badeværelserne - desværre blev de skårne under opsætning.

En ommer!!!

Så kom der igen nye glasvægge efter laaaaang tid. De kom tirsdag og skulle monteres onsdag. Men men men ......
målene var ikke korrekte.....så

Igen en ommer!!!


Nu er vi så blevet lovet en opdatering omkring næste forsøg på opsætning af de to glasvægge.  Ærlig talt. Hvor svært kan det være HTH?

Nu må det da lykkes! Eller er vi på vej til endnu en ommer? 

Vi venter spændt på den opdatering, vi er blevet lovet den 9. 10 2014.

Nu flytter vi altså ind! November here we come. 

Vi er så klar, Er I HTH? 

fredag den 26. september 2014

Vi holder IKKE ÅBENT HUS på søndag den 28. september



Vi holder ÅBEN DAG fra klokken 10-18 hele søndagen
den 28. september
Kom til dejlige Stavnsholt i Farum og gå en tur i skoven - nyd Furesøen.


Kom så forbi og se huset på Kildebakken 1 og nyd haven-

Er du boligsøgende eller kender du nogle der er .... så er det en god måde at bruge søndagen på.
Vi har kaffe på kanden
KIG FORBI - vi er klar hele dagen
Kildebakken 1, Farum læs mere Læs her

mandag den 22. september 2014

Vi venter stadig på HTH

Det orker jeg slet ikke at fortælle om, det er næsten "The Never Ending Story".

Forhåbentlig kun næsten!


Foreløbig er der endnu fire uger til vi forhåbentlig kan se en ende på de problemer, vi slås med. Problemer som burde være løst for længe siden af 2EGroup og HTH.

Den kamp startede 4. august i dag har vi 22. september og om fire uger er vi så godt på vej ud af oktober! Endnu ikke indflytnings-klart!

Lidt mere her: byggeriet

Så vi tar den positive vinkel - haven.


Så derfor får I her et indblik i vores dejlig have, som Kim og Kenneth fra Grønbo Anlæg er i fuld gang med. Det dejlige her er, at vi slet ikke behøver gøre andet end at glæde os. De knaster der opstår har Kim løst allerede inden han fortæller os om dem, så vi opdager dårlig nok, at der har været et problem. Befriende!

Nyd bare billederne de kommer her:
En weekend med overnatning på Dragsholm blev foreviget med et trug. Købt på Dragsholm Slot og leveret på adressen. Her ses Generalen Jens Hammer og Slotsherren Peter Bøttger  i fuld gang med at placere det fine trug fra Bali i forhaven. 


Så starter projekt have. 


Planlægningsmøde med kaffe og basser.


Så går det i gang, 

sten for sten. 



Så er de første fire højbede lavet.



Sandsten og højbede


Al den muld vi havde fået lagt som overflade i haven, er nu blevet kørt væk. Af en eller anden grund kunne det ikke bruges andre steder i området! Det til trods for, at det sådan set var leveret af byggefirmaet 2E Groups egne folk. Det da vist meget godt, at vi får en ny omgang jord leveret af bedre kvalitet.  


Ingen lige kanter og flader. 



Chelsey-mønster.



Chaussé sten, brosten bardursten og trædesten. Blandet mellem hinanden - det blir så flot alt i sandsten.