torsdag den 16. august 2012

Gourmetforeningen, Italien og Thorvaldsen

Jeg er medlem af en gourmetforening!


Starten på gourmet-tur juni 2010.
 Foto: Bodil hammer
Tre gange om året mødes vi i Gourmetforeningen af 1987 til en kulinarisk oplevelse. Klubben tæller seks personer og det hele startede i 1987, deraf navnet "Gourmetforeningen af 1987".

Dengang i starten havde vi alle børn fra kravlealder til skolealder. Vores arrangementer var naturligvis på rigtig 70'er manér - med børn. Efter første arrangement flyttede børnene dog ind i et værelse for sig selv, men stadig med fint opdækket bord og naturligvis tre retter mad af samme kaliber som de voksnes. Som årene er gået, er alle børnene jo blevet en del ældre og har skabt deres egne traditioner (læs indlægget fra min datter Christina). Sjovt nok synes "ungerne" nu ikke, at vi altid skal med til bords!

Det har så betydet, at vi seks voksne i gourmetforeningen fik behov for at fylde mere gods i vores middagarrangementer. I tidernes morgen havde vi ikke noget egentligt madtema. Den familie der lagde hus til stod også for hovedretten med tilhørende vine, og de to andre familier kom så med henholdsvis forret og dessert og med deres vine. Da foreningen består af tre familier ja, så går værts-rollen på omgang, så alt er fint fordelt.

Fordi vi ikke fra starten havde et tema...


så er der kommet virkelig mange sjove kombinationer ud af de middage, samtidig med at vi i begyndelsen alle kom med så store anretninger, at hver ret nærmest svarede til en hovedret.
Denne Charlotte-russe
har jeg fundet i et andet blogindlæg.
Den ligner til forveksling
den vi lavede dengang i 80'erne
Jeg kan huske et af de første arrangementer. Min mand og jeg stod for desserten, vi lavede en Charlotte-russe - hvor rouladen var så lang at den blev rullet på køkkengulvet! Bag rouladen gemmer der sig en fromage. Det var en meget tung afslutning på en meget tung middag. Jeg har ikke siden lavet en Charlotte-russe, men så den sjovt nok igen for nylig på et konditori, da jeg var på ferie ved Mosel, og det gav mig ideen til dette blogtema.

Derfor ændrede vi hurtigt konceptet til, at værtsparret beslutter sig for et tema, så vi alle har en ledetråd. Det har været en succes og så begyndte vores middage at gå op i en højere enhed. Og endnu en udvidelse er kommet til efter at børnene ikke mere deltager. Vi udfylder nu "tomrummet" uden børnene med et kulturelt indslag, inden vi går igang med middagen. Det har bestemt givet vores sammenkomster nye dimensioner og det er altid spændende, hvilket oplæg værtsfamilen kommer med og samtidig er der så meget mere at tale om over middagen.

Temaet på lørdag er Italien


I maj måned var jeg jo selv i Rom og nød godt af min gode ven Søren Ruds skønne bog om restauranter i Rom. Og det er så heldigt, at der faktisk i disse dage er et lille mini Italien i København, og netop Italien er vores tema til den kommende gourmetmiddag.

Fantastiske restauranter af Eva Ravnbøl og Søren Rud
Tre lørdage i august afholdes der hvert år et italiensk marked på pladsen foran Thorvaldsens Museum. Her kan man nyde og smage Italien. Jeg har fået nys om, at Romselskabet S.P.Q.R. vil have en stand på markedet, og at der vil være alskens billige bøger til halv pris om Italien og Rom. Måske kan man være heldig at finde den superbog, som guidede Christina og mig hen til nogle af gode restauranter i Rom. "Romerske Restauranter" af Eva Rudbøl og fotograf Søren Rud - køb den hvis du finder den! Læs også min blog fra marts om emnet.

Samtidig kan man jo gå på opdagelse på Thorvaldsens Museum disse lørdage, hvor der er fri entré. Det er en dejligt museum og Bertel Thorvaldsen en spændende personlighed. Han er faktisk begravet i gården på museet, hvor man kan se hans grav. Jeg kan nu også anbefale hans billeder fra Italien og Rom. Fx Danske kunstnere i Osteriet La Gensola i Rom.



Jeg ved jo, hvad vi selv skal stå for til aftenens menu, nemlig desserten. Så hos os går spændingen på, hvad vi mon skal have til hovedret og forret.

Sidegevinsten


En lille sidegevinst ved disse gourmetdage er, at hvert par betaler ind til en fælleskonto, som er oprettet som en foreningskonto.

Når der står et tilpas stort beløb på kontoen, så har vi nemlig penge til et week-end ophold på et spændende hotel, slot eller noget helt andet. Det er blevet til mange dejlige steder gennem årene siden 1987. Et par af de seneste besøg var i Præstø med overnatning på Frederiksminde, og før det på Vitamölla Badehotell i Kivik, Sverige.

Æbler


Damer på strand.
Netop Vitamölla er interessant i disse måneder, da området er meget kendt for æbler, som jo netop nu er på vej til at modnes. I området findes det skønneste Æblets Hus med tilhørende butik. Her kan købes alt fra cider til pesto og chutney, alle med æblet som grundingrediens. Og så er der sidst i september æblemarkeder  rundt i hele området.

Når man er i Vitamölla føler man sig hensat til ægte badehotel stemning tilbage i starten af 1900. Lukker man øjnene, ser man damer med lange kjoler og rigtige herrer med stråhat og stribede badedragter eller måske damerne på billedet.
Vi oplevede ikke selv æblemarkedet, så det har jeg til gode. Nu har jeg jo tid til det, så måske til næste år.

Guidet tur i Præstø 


Der bliver lyttet til Kajs historie om
Balle-Lars her på de toppede
brosten i Præstøs gamle bydel,
2012. Foto: Bodil Hammer
Til gengæld fik en dejlig guidet tur på halvanden time rundt i Præstø, da vi havde weekend på Frederiksminde med en sanseoplevelsesmiddag. Det lyder måske af en lidt lang tur for så lille en by som Præstø. Men med Kaj Christiansen som guide, så keder man sig ikke et sekund. Jeg tror den kunne have varet den dobbelte tid med alle de historier, han gerne ville af med, og det til trods for regnen! Tak til min gode ven Søren B. for at have anbefalet Kaj.

Her fik vi indblik i nogle af Præstøs borgeres liv og levned ikke mindst Balle-Lars, som lægger navn til remsen: spildte Guds ord på Balle-Lars, samt politimester Vagn Bro og væver Hansen men også

Thorvaldsen igen


ja, den Bertel Thorvaldsen. Som havde et ophold i Præstø på Nysø Slot hos baronesse Christina Stampe, da han vendte hjem fra Italien. På Nysø Slot er der nu et lille museum med en samling af originale værker og minder om og af Thorvaldsen. Så fik jeg alligevel sporet mig ind på Italien igen. Skal der lægges lidt italiensk stemning ind, så kan man jo se filmen "To Rome with Love" af Woody Allen, her må jeg dog advare, den er kun seværdig for de dejlige Rom-stemninger. Det er absolut ikke en must see film!

Desserten

Jeg har fundet en skøn opskrift på en kage med .... og skal som tilbehør hertil servere .....
Jeg kan desværre ikke afsløre noget, men det kan I glæde jer til at læse om på mandag i bodilles opskrifter. :)

Opskriften på Charlotte-russe må jeg se om jeg kan finde i en gammel glemt mappe.

Hilsen Bodil 











 

torsdag den 2. august 2012

Farver fantasi og følgere

Sanseindtryk omkring mig  

Der er mange dejlige bøger, nogle sætter sig mere fast end andre.

Lugte- og høresansen

Krydderier. Foto: Bodil Hammer
Det er snart mange år siden, jeg læste "En hårfin balance" skrevet af Rohinton Mistry. De oprindelige to bind er forsvundet fra min reol, men jeg har fået indkøbt dem igen, desværre kun som paperbacks. Bøgerne er skrevet i 1995, men kredser om tiden i 1970'erne. Første gang jeg var i Indien var i 1983 og da jeg læste bøgerne, kom alle mine sanser på arbejde. Jeg kunne se alle farverne, fornemme smagen af den indiske mad og dufte alle krydderierne og genkende stemningen i alle krogene. Indien på godt og ondt er fyldt med kontraster. Jeg oplever Indien, som landet, hvor selv den laveste finder sit eget farverige, her er der ikke noget sort/hvidt. Bogens fire personer flettes ind i alle mulige og umulige situationer og viser på alle måder det indiske kludetæppes mange facetter. Den bog kan jeg varmt anbefale til mine læsere.

Følesansen


En anden bog jeg vil fremhæve er "Den grønne Syltebog". Min er et arvestykke og fra 1988. På det tidspunkt oplag nummer 66 og trykt i 1,6 millioner eksemplarer. I 2007 var den nået til oplag 84! Den må vel nærmest være nummer to på bestseller listen efter Biblen!
Den giver mig stadig en god start på syltningen, som så udvides efter humør og temperament, men grundopskriften er sikret med den bog. Senest er der blevet  syltettøj af stikkelsbær, og oven i købet bær fra min første stikkelsbærbusk og den har torne. Stikkelsbær er et overset bær. Piftet i syltet kom fra den gode sri lankanske kanel af egen import. Det er verdens bedste kanel som kommer fra Sri lanka.  Den blev faktisk god. Husk altid at der skal blive lidt bær tilbage på busken, så blir' fuglene glade :)

Der er intet som at gense fotos. Fra hverdagens små indtryk til ferierne og festdagene.


Jeg blev pludselig fanget i minderne, da jeg skulle uploade mine seneste billeder. Så fanget, at jeg gerne vil fortælle og vise dem.

Smagssansen

Paris 2005. Foto: Bodil Hammer
Super dejlige frugter. Her "skudt" i Paris. Når man ser dem, funderer jeg over, hvor svært det er, at dumpe ind i sådan en ægte farvecharme i min lokale grønhandler. Her i disse kasser kan man ikke undgå at få inspiration til dejlige desserter.

Forleden skulle jeg  lave en mangosalat med chili. Tal lige om, hvor svært det var at finde tre modne mangofrugter. Da kom jeg i tanke om den kasse fuld af mango min mand for mange år siden havde med hjem fra Indien. De stod stille og roligt i trækassen indpakket i aviser og ventede på at blive spist. De havde bare den der MANGO-rigtige smag.

Festlige farver på markedet med
 frugt og grønt samt krydderier.
Foto: Bodil Hammer

Synssansen

Måske var de indkøbt på et lille ydmygt marked som dette i Jaipur i Indien. Her kan man næsten ikke holde sig væk fra de handlende og ej heller fra de faldbudte varer. Man bliver mæt, af at indsuge farveindtryk og dufte som blandes inde i hovedet og får en til at købe ting man aldrig får nytte af, og så alligevel.

Som fx disse tæpper på markedet i New Delhi, Indien.
En glad sælger.
 Foto: Bodil Hammer 


Købt i en rus, men nu pryder det sengen i mit gæsteværelse. Og glæden er lige stor, hver gang jeg ser på det. Samtidig kommer smilet frem, når jeg tænker på, hvordan min veninde ved en fejl, gav en 100 dollar seddel, som var det en hundrede Indiske Rupee-seddel. Først ærgelse, men det må have været en fest for den indiske sælger - håber hun opdagede det før chefen kom. - Så helt dumt var det ikke, og 700 kroner for et sengetæppe i silke er jo også ganske favorabelt. Jeg må tilstå at Indien står mit hjerte nær.





"Spring" ud og bliv følgere af min blog.

Så starter vi igen.

Selvom det føltes som
om det regnede hele sommeren,
så var der faktisk blå himmel flere gange.
 Håber den vil vare ved langt hen i efteråret.
Foto: Bodil Hammer 



Kom frit frem.
 Klik og bliv følger af min blog.
 Foto Bodil Hammer


Hvordan kan jeg mon gøre det? Her er et forsøg:

I bloggen, er der nederst et kommentarfelt, her vil jeg rigtig gerne have ris og ros. Indput og gode ideer. Kommentarer giver liv, og det vil jeg gerne give mere af i bloggen.

I højre side af bloggen kan man oprette sig som følger/follower. Det er dejligt at få udvidet sin følgerskare, men man kan også skrive sin e-mail adresse og få besked ad den vej.













torsdag den 28. juni 2012

SOMMER

Kære læsere af mormorbloggen. 


Der holdes sommerferie fra skriveriet, vi læses igen til august.

Jeg håber ikke der bliver for meget
 brug for regntøjet. Foto: Jens Hammer

God sommer

mandag den 18. juni 2012

Når hylden blomstrer så er det Sankt Hans - skrev jeg i 2012

Hylden blomstrer

Men i dette herrens år 2016 blomstrer hylden allerede nu først i juni.


Hyldeblomst fra Farum.
 Foto: Bodil Hammer
Simy, Mom, Sofia and Julie
 are preparing the hyldedrik.
 Foto: Christina Hammer
Det er lige nu, hylden har de fuldt udsprungne smukke, hvidlige skærme, som kan bruges til den skønneste hyldeblomstsaft eller hyldedrik, som jeg bare kalder det. Helt tilbage i 70'erne kan jeg huske, at nogle af mine venner lavede denne her hyldedrik, som vi fik fortyndet med vand eller vin og isterninger i. Dengang var det lidt alternativt, men i dag er det bare dejligt, at det ikke er gået i glemmebogen, at indsamle disse skønne skærme til saft.

Det var en af de ting, jeg med glæde viste min indiske svigerdatter, som noget der er meget dansk. Hun var heldigvis på besøg, netop lige da hylden blomstrede.

Kurven er fyldt med hyldekroner.
 Foto: Bodil Hammer
Først fik vi plukket kurven fuld af blomsterkroner, klippet de værste stængler af og renset ud for alle de små kryb, der havde taget ophold i blomsterne. Ned i den store gryde og kogende vand over. En herlig beskæftigelse for små som store og i dette tilfælde ganske uden sprogvanskeligheder, det hele gav sig selv.
Se min opskrift her.


Hyldemor


Blomsterne vejer ikke meget, så tag bare kurven med på gå-turen og benyt lejligheden til at se solens stråler gennem træernes blade. Der gemmer sig nemlig mange vilde hyldetræer rundt om i skel og hegn.


Det fortælles, at Hyldemor lever i
 hyldetræet og skal passe på det.
 fra: mothermoonsmessage

Måske viser hyldemor sig på turen, men husk hun skal blive i træet! 



Når kurven så er fuld, kan alle have godt af en god kop hyldete og hvorfor ikke læse H.C. Andersens lille eventyr om Hyldemoer op for børnene eller for dig selv.
Citat: "Og hvor er hyldemoer?" spurgte drengen. "Hun er på Theepotten" "og der kan hun blive".
Find det her.  




Sankt Hans

For mig er Sankt Hans Aften forbundet med Holger Drachmanns og P.E. Lange-Müllers Midsommervisen fra ca. 1885, men også Shu-bi-duas Midsommersang er skøn. De skal bare synges begge to ved bålet, synes jeg. Så har jeg haft en god fødselsdag. Og dem har der været mange af!

Sidste års fejring vil jeg lige komme ind på, for da blev der hverken sunget Drachmann eller Shu-bi-dua. Men den er absolut værd at dele med andre.

Lammeskuldre

På vej ad snoede grusveje.
 Foto: Bodil Hammer 

Ganske enkelt fordi fødselsdagen blev fejret på Mallorca og den var rund og det var sammen med familien. På denne skønne ø havde vi lejet et dejligt byhus og havde bl.a. fået anbefalet et spisested, hvor der ikke blot var stemning, men også en utrolig dejlig servering af stedets specialitet, lammeskuldre. 

Det var ikke nogen underdrivelse.


Turen var ikke uden forhindringer som fx hårnålesving, løs grus og en vis usikkerhed på, om vi overhovedet var kørt rigtigt. Det var vi! Efter tyve lange minutter med hårnålesving, kom vi vist til det, der må kaldes verdens ende. Her sluttede vejen og fårene kom os i møde og lige dér var restauranten.

Es Verger


Es Verge - Det ser ikke ud af noget, men det er det!!!
Foto: Christina Hammer

Es Verger, er restaurantens navn og inde i stalden, hvor man spiser, simrede lammeskuldrene sammen med kartoflerne i meget store stenovne. Det var en helt fantastisk oplevelse. Prøv det, hvis turen falder forbi Mallorca, det er god gedigen husmandkost.

Ikke meget mere end 30 minutter fra Palma i bil, lidt usikker kørsel, men hold da op for en middag. Vær lige opmærksom på, at der vist kun er åbent til frokost. Jeg vil nu også nødigt køre dertil i mørke og slet ikke derfra! 

Fødselsdag

Næste fødselsdag blive så igen med sang og bål, som det jo trods alt er for det meste. Hyldedrik med jordbær i glassene og lidt god mad på grillen, hvis vi da ikke bliver regnet væk!

Hekse 


Bålene er ved at blive klargjort til den årlige hekseafbrænding på midsommeraftenen. 

Det med at brænde hekse af, er ikke en naturlig følge af hekseafbrændinger, som vi har hørt om helt tilbage fra middelalderen og frem til den senest kendte henrettelse ved hekseafbrænding, som i Danmark fandt sted i  1693. Det menes, at Sankt Hans bål og hekseafbrændingen kan være kommet til Danmark med tyske indvandrere i 1800-tallet, som på den måde "brændte vinteren" af.

Bålet skal gerne få alle hekse og deres onde ånder sendt langt væk. Bloksbjerg i Harzen er et af de steder, hvor heksene flyver hen sammen med de onde ånder. Her holder de træf og danser natten lang.   

Foto: Bodil hammer
Båltale fra heksen

GOD SANKT HANS



 







lørdag den 9. juni 2012

Jeg mærkede suset 2 gange



Ole Knudsen og Jørn Bush Olsen som gæste-bartendere.
 Foto: Bodil Hammer

Farvel Gyldendal - Det første sus


Det blev en på alle måder dejlig oplevelse, at sige farvel til mit arbejdsliv på Gyldendal. Efter at have taget tilløb i et halvt år var det også nu, jeg skulle sige - nok er nok! Og det blev fint og det blev godt.

Cocktails Strawberry Kiss og Buck's Fizz, smukt lavet af Ole og Jørn. Humor fik jeg også med på vejen lagt ind af Stig Andersen. Mit arbejdsliv blev sat i perspektiv og jeg fik også selv sat lidt ord på fra A-Å. Det var da Connie, fra kantinen, sagde til mig at hun ikke har hørt bedre tale i sit lange liv, at maven blev sat på plads og der kunne pustes ud. 

Jeg kan takke mine kolleger, venner og alle de gode mennesker, jeg har mødt i og udenfor Gyldendal for dette sus af en afsked.  

Hvad der dog blev sagt


Knib nu - KNIBNU er verdens første online kvindebevægelse for kvinder. Det gav naturligvis anledning til almindelig moro, da det blev nævnt i talen, at jeg, sammen med mange andre kvinder, følger dette site, som netop i disse dage har en 21-dages kampagne med råd og vejledninger i knibeøvelser.

Ret underholdende, syntes jeg,  at høre en mand mene, at vi kvinder er ret underlige og at der måske er noget om at, kvinder er fra Venus og mænd fra Mars. 

Den lader vi da lige stå!


For det der med knibeøvelser er absolut ikke kun noget som kvinder bør huske for at kunne bevare  kontrollen over egen bækkenbund. Det er i høj grad lige så vigtigt for den mandlige del af befolkningen. 

Hvorfor nu det?


Er det ikke bare en kvindeting og er kvinder ikke bare fra en anden planet? Nej det tror jeg ikke på. Kvinder taler nok bare mere sammen om helbred og skavanker. Ikke en dårlig ting. Hverken for mænd eller kvinder.  Vi er ganske afgjort forskellige, men ikke fra to forskellige planeter! Vi kan helt sikkert lære gode ting fra hverandre og i denne sag, synes jeg faktisk at mænd skal tage imod gode råd til deres eget bedste. 

Fordi


Man  får bedre styr på at holdt "tæt", bedre styr på bækkenbunden og efter sigende bedre rejsning - sidstnævnte gælder ikke for kvinder!  Derfor har jeg besluttet at dele hjemmesiden KNIBNU med mine bloglæsere, jeg håber dog der er såvel mænd som kvinder iblandt. :))) 

Citat: "Mænd og bækkenbund er to ting der ikke tidligere har været forbundet. Dette er en stor fejl, da ny forskning har vist at netop bækkenbundstræning kan have stor betydning for mænds livskvalitet og pengepung.
Bækkenbundtræning har været forbeholdt kvinder, så de kunne træne denne muskelgruppe op til at blive gode stramme elskerinder. Mange kvinder har også trænet ihærdigt for at genvinde fordoms stramhed efter fødslerne har udblokket dem. Andre kvinder har stiftet bekendtskab med bækkenbundstræning p.g.a. inkontinens enten i tilknytning til fødsler, overgangsalder eller alderdom.
På fødselsforberedelseskurserne blev der rystet på hovedet, når mænd også skulle lave bækkenbundsøvelser. Havde mænd overhovedet en bækkenbund? Og var det ikke noget kvindagtigt og temmelig latterligt at lave bækkenbundsøvelser". Citat slut


Fårup Sommerland - det andet sus


Foto: Bodil Hammer
Så troede jeg lige, jeg var landet. Et par dage til Vesterhavet, Rubjerg med familien, så skulle tempoet da nok blive normalt igen. Der havde jeg så ikke lige taget mine ro børnebørn i ed. En af aftalerne var at, hvis vejret holdt bare nogenlunde, hvad man forventer af juni, skulle turen gå til Fårup Sommerland. Efter en morgen med nærmest permafrost, blev vejret heldigvis til Fårup-vejr.

Jeg siger heldigvis, for der kan ikke findes nok superlativer for denne forlystelsespark oppe i det nordjyske. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at mene dette. I 2011 besøgte ca. 650.000 Fårup Sommerland. Her har man formået at lave en 110 ha stor forlystelsespark, som tager det fulde hensyn til naturen på smukkeste måde. 

Der er dejlig god luft mellem de professionelle attraktioner og rigeligt med spisesteder, af den gode slags, samt masser af picnicområder. Der står store velfungerende griller til de medbragte bøffer eller pølser. Ja, det er et sted man sagtens kan bruge mere end de 6,5 timer vi tilbragte der og samtidig føler man sig mere på skovtur end på fx Bakken. 

Bange? Nej 

Der findes ikke skræk i livet hos mit ældste barnebarn på otte år, ej heller hos den lille på fire. Hun har kun det problem at højden sætter sin naturlige begrænsning når det gælder nogle af forlystelserne. Da ungernes mor ikke klarede flere tumleture, rutsjeture og andre turbulente maskiner, måtte jeg overvinde min angst og snuppe LYNET. Heldigvis varer det kun ca. 45 sekunder, men hvilke 45 sekunder.

Rutsjebananen


LYNET er en af Danmarks vildeste rutsjebaner og den accelererer fra 0-80 km/t på bare 2 sekunder. Som om det ikke er nok, så fortsætter turen med samme hastighed, samtidig med at jeg bliver drejet rundt 360 grader ikke bare én gang men to eller var det tre gange. Alt dette på under et minut. Hvad mon 
g-påvirkningen har været her? Pu-ha. 

Det kan godt være morfar var med på turen, men her var det kvinderne, der overskred grænser og morfar der vandt pindsvin- og kaniner til pigerne.  














    




tirsdag den 29. maj 2012

Jeg har svært ved at få armene ned


af begejstring :)



Så skal der køres rundt om Farum Sø.
Klar til afgang.
Foto: Bodil Hammer
Her starter vi turen
Foto: Bodil Hammer


TAK TAK TAK - vi havde en skøn tur på cykel på Farum Søsti og hørte både flagspætten og gøgen, så rådyr og spiste vores medbragte klemmer på en bænk.

 Dejligt at vi har fået støtte fra EUs-LIFE program og er kommet ind under de såkaldte Natura-2000 områder




Farum Søsti

Furesø Kommune indviede 20. maj 2012 det, der nu hedder Farum Søsti.  Naturstyrelsen  og kommunen har i fællesskab etableret 10 km natursti rundt om Farum Sø. Her får man mulighed for gående/løbende eller på cykel, at opleve mange helt underskønne naturområder. Det er jo ikke fordi man ikke tidligere har kunnet gå rundt om søen, det har man altid kunnet. Det der er så fint ved at få turen genbeskrevet her er, at der nu ,meget diskret, er opstillet natursten  som viser vej, samt andre natursten hvorpå der er udhuggede motiver, som viser de enkelte områders unikke blomster eller dyr. Stenhugningen er udført af Olav Johannisson. Stenene vil jeg ikke vise billeder af, de er jo beskyttet af ophavsretten. Tag selv ud at se dem. De er smukke. :) 



Fantasidyr


Skøn kunst fra natures eget skatkammer
Foto: Bodil Hammer

På turen kan man få et kig ind i Præsteskoven, eller slå en lille sløjfe ind om Farum Kirkegård. Der er også mulighed for at fantasere, når man støder på sjove træstammer. Nogle ligner dyr andre er beboet af svampe. Eller man kan måske se en grævling i Sækken!

Tag turen hurtigt på cyklen eller driv og nyd freden og stilheden. Jeg kan huske, hvordan jeg for omkring 25 år siden tog turen rundt om søen og for vild flere gange, det skete ikke denne gang. Dengang var der også flere områder, hvor man måtte bane sig vej igennem, nu er der en fin anonym sti, hvor der er taget behørigt hensyn til naturen. Man kan også stadig tage alfavej og blive væk, dejligt. 



Vi kigger efter nøkkeroser og andet liv.
Her Mølleådalen.
Foto: Bodil Hammer
Tænk at  luften i de lyse sommernætter kan være tyk af flyvende flagermus ved Farum Sø. 



Oplevelser i hele landet

Foto: Bodil Hammer

Sådanne områder findes jo ikke kun i Furesø Kommune - gå ind på Naturstyrelsens hjemmeside og find de skønne områder i netop din kommune. Det giver ikke kun en på opleveren, men også det vi alle skal have - motion - på den fede måde!
Der er dækket op i det grønne.
Foto: Bodil Hammer
Her indtages de medbragte sandwich.
Og her kom så det lille hjertesuk.
Der mangler affaldskurve på stort set hele ruten ved bænke og borde.  


Mindre begejstret blev jeg imidlertid



da jeg lørdag den 26. maj læste Kresten Schultz Jørgensens (KSJ) indlæg i Berlingske Business under dagenssynspunkt. Jeg fik armene ned og fingrene til tasterne, for det var da noget af et "judasbrev", Farum der fik af KSJ, som af en eller anden (uforklarlig) grund må gøre opmærksom på at, citat: "jeg er fra Farum af", citat slut

FCN vinder guld, 2012. Foto: Jens Kaas
Allerførst skal vi måske lige slå fast, at det ikke blot er en triumf for Farum, at en fodboldklub vinder guld i superligaen. Det er da så sandelig også en triumf for Furesø Kommune, som Farum en en del af sammen med Værløse. Sidst, men ikke mindst er det en glæde for FCN som hold og klub. Det er flot og det er stort !

Jeg har ikke den følelse af at være den Farum-borger,der er på jagt efter identitet, som KSJ beskriver,  ej heller har jeg en følelse af, at vi befinder os i en soveby.



Soveby


Her vil jeg da lige give definitionen på en soveby fra www.denstoredanske.dk

Ifølge KSJ defineres vi i Farum som, citat: "Farum er en by , hvis jagt på identitet og storhed er som en rutsjebane, hvor turen hele tiden starter forfra, fordi byens borgere naturligt nok har svært ved at affinde sig med deres skæbner.
Kedelig soveby på kanten til Nordsjælland, men så tæt på bønderne i Ganløse og proletarerne i Ballerup, at man aldrig bliver lige så fine som dem i Birkerød og Holte. Byen ligger som bekendt smukt ved både Furesøen og Farum Sø. Men den blev konstrueret i 1960'erne..." Citat slut. 


Konstruktionen startede vel langt tidligere omkring 1900 med gartnerier og af driftige folk, som fulgte en naturlig udvikling i landet. Er din definition af de omkringliggende byer virkelig sådan i dit hoved?    


Vi er en kommune, som er blevet lagt sammen ved kommunesammenlægningen i 2007, store kommuner kom til og mange mindre forsvandt - og ja - det var måske ikke smukt, men den integration der foregår netop nu i Farum/Værløse sker inde fra og langsomt bliver vi integreret, men sjælen er med hos hver eneste borger. Ikke fordi FCN vandt guld, men på trods af, at FCN vandt guld! 


Furesø Kommune



Vi ønsker netop ikke kun at være en by, der er bygget op om kun én ting, men om mange forskellige. Vi er stolte over når noget går godt og vi lærer at handle positiv når noget skal samles op i Furesø Kommune.
Vi har et byråd, en borgmester og en masse klubber, en af dem er FCN med Allan K. Pedersen som ejer, ja.
 Så KSJ måske er du "fra Farum af", men er du ikke flyttet for længst? Er du netop ikke én af dem, du selv nævner? Citat: "Hvem kan sige nej til den slags? Et tilbud om sports-stjerner og events, kendte mennesker på bytorvet og anlægsbyggeri i en klasse, vi kun kendte fra hovedstaden"...citat slut. Hvis du bor i Farum, så vær med på holdet, hvis ikke så lad i det mindste være med at være så arrogant. Vores brand skal komme inde fra og ikke fra overfladen. Tænk hvis FCN ikke placerer sig lige så fornemt næste år, hvor skal vi så hænge vores hat?


Jeg har forresten selv boet i Farum, siden jeg var 11 år! Farum og Værløse en gode gamle byer. I dag Furesø Kommune. 
Varmluft ballon over Farum.
Det er ikke varm luft det hele i Farum.
Foto: Bodil Hammer


Hvem er fra Farum



Måske har nogle forladt byen, du har fx! Men nye kommer og andre går, det giver mig bekendt også liv, når yngre blandes med ældre i et samfund. Forhåbentlig er det så de utilfredse, der forlader skuden. Ellers kunne man frygte, vi gik i stå og blev den by, du mener vi er, citat:  "...en vissen soveby nordvest for København.
Årh, vissen og vissen. Jo, den er så. Jeg er selv vokset op i Farum og kan kende et mindreværdskompleks, når jeg ser det". Citat slut.


Hvem er det, der har et mindreværdskompleks? - og er du den fortabte søn? 














  







lørdag den 26. maj 2012

Jeg kan da ikke helt skjule at jeg er mormor-stolt :)))

jeg glæder mig så meget over at 2900 har læst i min blog. De er fordelt på 11 lande.
TAK TAK TAK
Skriv bare til mig i kommentarfeltet hvis I har ideer til mig, ris og ros.