Verdens bedste club sandwich og Snoopy Island 4 af 5

Club sandwich Classic.

Verdens bedste club sandwich. Foto: bodil hammer

Tænk engang. Første gang jeg mødt en club sandwich var i 1978 på en rundtur til forskellige lande i Mellemøsten, heriblandt Dubai. Det var før jeg anede, at jeg selv ville komme til at bo der i fire år sammen med mand og børn. Det var en skøn tid. Jeg har sagt det før. Det kan nu ikke gentages for tit. Alle småbørnsfamilier burde have mulighed for at "stemple ud". Det er guld vær midt i racet. Nyde børn, liv og familiensamvær. På den lange bane sikkert også meget værdifuldt samfundsmæssigt.

Tilbage til club sandwichen.

Der er visse ingredienser, som er et must i den sandwich. Så jeg blev noget rystet, da jeg fornyligt blev præsenteret for én, hvor tjeneren høfligt bekendtgjorde, at der altså ikke var æg i. De havde fravalgt det spejlede vendte æg. Jamen det kan man da ikke. En klassisk frikadelle er jo heller ikke en frikadelle uden man har brugt kød.

Dere er tre lag i en club sandwich, det skal ingen komme og lave om i min verden. Med mindre man vælger at kalde sin sandwich for noget andet. Til en klassisk club sandwich skal man bruge følgende: 3 skiver toastbrød, salat, ristet bacon, kyllingebryst, tomater- og agurkeskiver, det vendte spejlæg og mayonaise smurt på brødet. De tre lag skal samles med en dekoreret stick. Som sidegevinst pommes frites med ketchup og coleslaw salat.

Sådan har vi jo alle vores særheder. Tænk bare på vores juletraditioner, hvor vi alle sammen mener at netop vores er den rigtigste.

Snoopy - mere end bare lille Nuser

Snoopy Island 1983. Foto: Bodil Hammer

Også en lille ø 200-300 m fra en dejlig strand i emiratet Fujeirah i De Forenede Arabiske Emirater, godt et par timers kørsel fra Dubai.

et herligt sted at at snorkle. Masser af koraller og farvestrålende fisk.

Jeg er først nu blevet bekendt med, at den ø vi besøgte så mange gange i 80'erne, nu er blevet ophøjet med et navn og en del ændringer i omgivelserne - Snoopy Island - for dens lighed med den lille hund.

Wadi

Denne smalle vej forbandt tidligere Dubai med østkysten.
 Wadi Tayibah 1983. Fast tradition var altid
et stop i wadien for at få lidt at drikke .
Foto: bodil Hammer

Turen fra Dubai til Fujairah gik i 80'erne ad almindelige landeveje, hvor man fx et stykke af vejen  kunne lave en lille afstikker gennem et snørklet wadi-område med hulledejordveje.

En wadi, er et flodleje i et ørkenområde. Det ligger normalt tørt hen, men kan have en del vand i regntid. Det er et typisk arabisk navn. Turen kunne klares i almindelig bil, men det var absolut mere behageligt i en 4-hjuls.

Langs denne meget ujævne jordvej, kunne man følge kanalerne, falajer, som opsamlede vand til  de sparsomme områder, hvor der dyrkes grøntsager. Vi oplevede på disse ture en fornemmelse af at bevæge os flere hundrede år tilbage i tiden til stammer og nomader. Som i Det lykkelige Arabien.

Læs forresten Thorkils Hansen bog "Det lykkelige Arabien".

Den tur er desværre ikke mulig mere, men den kom frem på nethinden, da vi igen i september i år tog turen til stranden ud for Fujairah i nærheden af byen Khor Fakkan, for at gense øen nu med navnet Snoopy Island. Selv i dag er der heldigvis stadig meget at se i dette grønne område, Fujairah.

Fredagsmarked 

Tid til en kop te.Foto: Bodil Hammer 

Der bydes på Masafi fredags marked, som lokalt kaldes Souq al Juma. Det har åbert stort set hele ugen på trods af navnet. Her handles med alt fra lokale frugter og grøntsager til potter, "antikviteter" tæpper og så souvenirs. Tæpper fra fx Pakistan og Afganistan. Her ser man en ganske anden verden, end den man møder i Dubais pulserende byliv.

Stop op i en af de byer der passeres og få en kop te/kaffe i en af de lokale coffe shops og lad tiden stå stille. Her kan man se den lokale araber passere forbi med kone(r) og børn.

Snorkel- og badetid

Fremme ved "Snoopy-øen", hvor der tidligere blot var et enkelt motel med strandhytter, ligger der i dag flere hoteller, men motellet fra dengang, har stadig den bedste beliggenhed, lige ud til øen. Vi var selv kun på en dagtur ad "memory-Lane", men man kan stadig bo i strandhytter på motellet som vi gjorde i 1980'erne og leje snorkeludstyr. Det er en god idé at bruge en lang weekend i dette område.

Der er som nævnt et hav af farverige fisk langs øens koralrev. man kan være heldig at se blæksprutter, muræne-ål og skildpadder.

Snoopy Island 2012.
Foto: Bodil Hammer 

Ved lavvande kan man iført et par solide sko gå på koralklipperne ud til øen.

Når man vælger at benytte stranden uden for hotellets område, skal man ikke lægge sig for langt oppe i sandet-klitterne, stil parasollen tæt på vandkanten, så slipper man for at blive nervøs, hver gang der kommer en 4-hjuls trækker susende op og ned ad sandklitterne. Det er en meget lokal drengefornøjelse - ikke helt ufarlig. Bil og dreng suser op og ned i en form for one man show, til stor fare for sig selv og andre. Man ser mange steder på strandene har hotellerne har lavet store stenhøfder  for netop at undgå disse strandbisser.

Området byder desuden på smukke bjergområder, Hajar Mountains, som strækker sig fra Oman og lang østkysten af emiraterne. Hajar betyder sten bjergene og det er også den fornemmelse man får når man står, går og ser på dem. Golde og grå. Det er muligt at tage ture ind i disse bjerge.

Al Bidya Mosque

Ganske fredsommeligt lå
Bidya moskeen lige ud til landevejen
mod Khor Fakkan dengang i 1982.
 foto: Bodil hammer

Den ældste moske i emiraterne, Al Bidya Mosque, finder man også i dette område. Den er sat på UNESCO's tentative liste over eventuelle emner, indberettet af landene selv. Byggest af klippe- og lersten. Den kan dateres tilbage til omkring 1400-tallet, ganske imponerende for disse områder. Bygningen er usædvanlig i sin arkitektur pga. de fire kupler. Desværre er det ikke tilladt ikke-muslimer at komme ind i denne moske, som regnes for den helligste i Emiraterne. Den er nem at se, hvis man efter strandturen kører mod Dubai via Khor Fakkan. Her er det absolut nødvendigt at være klædt på efter forholdene!

Solnedgang

På hjemturen nærmer vi os solnedgangen, som altid er smuk på disse kanter. Lyset skifter fra orange, rødt og pink til blåt. På denne tid af dagen begynder vi at køre gennem ørkenen og hvor vi i 1980'erne stødte på nomaderne på vej ud i ørkenområderne, møder man i dag de unge drenge, turister og lokale familier som enten sidder i grupper og nyder solen gå ned, tager den sidste bøn eller for drengenes og turisternes vedkommende tager de store biler på en ørkentur op og ned af sandbakkerne i farlig fart. Nogle har grill og mad med til bålhygge.

Solnedgang Forenede Arabiske Emirater 2012. Foto: Bodil Hammer

Når solen er gået helt ned, det sker allerede omkring klokken 19, efterlader den vejene i total mørke. Her skal man være godt kendt for ikke at komme på afveje. Vi havde fornøjelsen af at komme på en "blind date", uden forvarsel sluttede motorvejen. Så er der mørkt i sådan en ørken!


Vi nød alle at være tilbage i Dubai med oplyste veje efter en vidunderlig dag på østkysten, som har meget mere at byde på til næste gang.

Så er det snart slut med Dubai-føljetonen. Der skal nu nok snige sig et og andet ind alligevel.

Sidste afsnit i denne føjleton om Dubai bliver nummer 5 af 5 - læs om den.

Kommer snart og her på bloggen 

Øvigs røde æbler

Øvigs røde æbler 

Censur her og der   

hippienu.dk

hippienu.dk 

Peter Øvig kom i oktober på gaden med bind 2 af dokumentar-skildringen om hippierne med start i 1970'ernes Thylejr. Der findes i disse bøger, især i bind 1, en fantastisk samling fotos taget af en af Danmarks ypperste fotografer, Gregers Nielsen. Billeder som redaktionen bag Hippieselskabet, har brugt megen tid på at finde frem. Billeder som vises for første gang i netop disse bøger. Jeg mener, der er tale om stor fotografisk kunst. De har ligget alt for længe i en brun kasse på Det Kongelige Bibliotek.

Jeg hjalp meget til med bind 1 som billedredaktør
og havde alle disse billeder på min arbejds-pc. Jeg var da nok blevet fyret, smidt på bålet samt straffet med alskens andre ulykker, hvis dette arbejde var foregået i Apples regi, som jo unægteligt  fortæller noget om en anderledes moral i USA.

I dag som tidligere er det sådan i mange lande, bl.a. i Mellemøsten, at blade, bøger, magasiner og film m.v., bliver tjekket for anstødende indhold. Det skete meget ofte i de år, jeg boede i Dubai, at jeg fik mit "Alt for Dullerne" med  tykke sorte streger hen over en bikini eller at sider var revet ud, hvis der blev vist for megen hud. Det kan og skal man jo leve med, når man bor i et land med andre holdninger. Skik følge eller land fly.

Der findes faktisk den dag i dag en "særlig funktion" i Dubai, som kun skal  finde disse anstødelige billeder og overstrege dem med den sorte spritpen. Og sådan er det!

Ganske anderledes er det, når danske e-bøger ikke kan udgives i Danmark, gennem de kanaler, hvor man nu køber e-bøger, uden at skulle gennem amerikansk censur. En af de kanaler er Apples iBookstore, Det er skræmmende med den magt og ikke til at forstå, at billeder kan tænde så meget, når tekster kan være lige så "saftige". Jeg taler her om lødig dansk litteratur.

Jeg er vild med USA, men ved også, at det er dobbeltmoralens land. Husker, hvordan pigerne på den amerikanske skole, hvor mine unger gik, i en meget tidlig alder fik besked på at bruge bh. De "skulle" fjernede "overflødige" hår på arme og ben så langt ned som i tredie, fjerde og femte klasse. Komisk syntes vi danskere.  Vi er tilbage i firserne. Men det forekommer desværre stadig.

Tilbage til Hippie 1 + 2 

Som protest har Peter Øvig skrevet et åbent brev til kulturminister Uffe Elbæk  og Hippieselskabet har valgt at dække alle anstødelige dele på billederne med saftige røde æbler.

Gregers Nielsens foto nu med æbler: hippienu.dk

Fra Hippie 1.hippienu.dk.
Gregers Nielsens foto

Det er godt tænkt, at dække alle de "uartige" steder med røde æbler, men alvoren bag er ikke sjov at tænke på. Jeg håber, at der kommer noget ud af denne happening. Den vil jeg følge tæt.

Læs fx mere her og se billederne før og nu i linket i artiklen.

jyllands-posten.dk/kultur/litteratur/article4893397.ece

jyllands-posten.dk/kultur/litteratur/article4893266.ece

Cykelhjelm, postkasser og Jumairah Jane 3 af 5

Selvportræt.

HUSK LIGE CYKELHJELMEN!!!

Sådan skal Sofia og Julie fejre
 Halloween med vennerne.
 Foto: Bodil Hammer

Puh - ha!  Uge 42/43 har i den grad været en blodig sag og ikke mindst menuen til årets Halloween. Bestillingen lød på afrevne fingre, blodsuppe med tarme og indvolde samt bloddrik. Det er fan'me uhyggeligt du!. Se selv her.

Blodsuppen har Karoline lavet for os, men de blodig fingre er af egen opskrift - frit efter leveren - og Ribena klarede bloddrikken. Lad os så håbe, der kommer slik i spanden hos ungerne, de går jo vildt meget op i det.

Av min arm. Foto: Bodil Hammer 

Mormor har hjulpet, for i sidste uge havde vil en glatføre ulykke på cyklen, med mor i sadlen. Det var desværre den dag, hun havde glemt cykelhjelmen. Efter en tur på skadestuen viste det sig heldigvis, at det ikke var så slemt som frygtet. Bare en brækket arm, 8 sting ved øjet og en hel del tøj i skraldespanden og hul på knæet.

Den gode oplevelse

Der var heldigvis også en god oplevelse. Det var alle de søde mennesker, som stoppede op og hjalp. En stor tak til de forbipasserende - den søde dame, cykelrytter Sten, læge Morten og Dan, som havde både ispose og forbinding samt en varm sovepose til at lægge omkring skulderen. Tak for al den omsorg I viste. det var helt fantastisk.

og så til Dubai føljeton 3/5

Gåden om de røde postkasser

Gåden lød således: Hvad har Dubai og Danmark tilfælles? 

For mange år siden kom danske Helmuth og hans kone Lis til Dubai. Det var der selvfølgelig mange andre der også gjorde dengang i 80'erne. Jeg tror den danske koloni talte omkring et hundrede danskere. I dag tæller kolonien i nærheden af 3000 danskere.
Helmuth var ansat i det danske postvæsen og var via et dansk konsulentfirma udlånt til postvæsenet i Dubai. Hans opgave var bl.a. at medvirke til at rationalisere postvæsenet.

Her har den fine røde postkasse fået følge af en gul.
De hænger udenfor et lille postkontor i Deira-bydelen..
 Foto: Bodil Hammer, 2012

Helmuth er faktisk en del af svaret på gåden.

Helmuth har nemlig sørget for, at Dubai og Danmark har de røde postkasser til fælles. Hver gang jeg nu besøger min familie i Dubai, ja så bliver jeg helt varm om hjertet og stolt over, at vores fine røde postkasser har en bror- eller søster postkasse i Dubai.

  

"Jumairah Jane"

Definition

Definitionen på en" Jumairah Jane" kunne lyde således: som regel en af de ikke-arbejdende hustruer til en udstationeret mand i et velbetalt job. Hun er hjemmegående, har måske et lille hyggejob fx som konsulent. Hun lever et liv i  luksus og med al for megen fritid. Kort sagt: En  "Jumeirah Jane" er den ultimativt forkælede hustru.
Jumairah er et boligområde i Dubai for meget velstillede.

Madinat Jumairah 2012.
Måske et par Janes.
 Foto: Bodil Hammer

 "Jumeirah Janes" har overflod af fritid, har en- eller flere hushjælpere, Disse Janes bruger dagene på  fx, kaffeslabarads på Starbucks eller Lime Tree Café med veninderne eller shopping i de store malls- det er nemlig vigtigt ikke at optræde i samme outfit to gange. Eneste faste punkt på dagsordenen er at afhente børn i skole og børnehave. Det kan nu også være ret anstrengende i 45 graders varme. Resten af dagen kan så gå med fx ansigtsbehandling, spa, pedicure eller manicure. Navnet "Jumairah Janes" hentyder til området Jumairah i Dubai, hvor de fleste expats boede i 90'erne i flotte villaer. Siden er Dubai eksploderet og der findes mange flere områder med "Jumairah Janes".

Det var først for nylig, jeg blev introduceret til navnet "Jumairah Janes". Et begreb, som ganske sikkert har kusiner over alt i verden blandt udstationerede hustruer.

Det var min svigerdatter, der spurgte mig, om jeg vidste hvad "Jumairah Janes" var og fortalte om, hvordan shopping malls'ene, hver formiddag er fyldt med meget velklædte, shoppende damer med indkøbsposer i hænderne. Kvinder man ikke vil møde på grøntmarkedet eller fiskemarkedet eller for den sags skyld kødmarkedet.

Der var ikke så meget "Jumairah Jane" over mine indkøb.
Her  grøntmarkedet i 1982. Foto: C. Hammer

Det udtryk kendte jeg ikke. Havde ikke stødt på det  da jeg boede i Dubai i 80'erne. Det er af nyere dato, men fænomenet var der også dengang min familie var udstationeret. Det var ikke normalt, at en medfølgende hustru, som det så fint hedder, havde arbejdstilladelse.

Hos os gik dagene med  mere med børnene, sport og snak over en lunch og indkøb. Der fandtes ikke malls dengang, det første indkøbscenter blev bygget, mens jeg boede i Dubai i 80'erne. Så vi i vores familie, som i mange af de andre familier fra Skandinavien, havde en ganske almindelig hverdag, afbrudt af fire timers siesta, hvor børnene kom hjem fra skole sammen med deres far. Faktisk havde vi rigtig meget kvalitetstid på grund af det middags-bræk. For både far og mor var hjemme hele eftermiddagen sammen med børnene.


Men der var også familier, hvor man havde hushjælp til dit og dat, her kunne tiden jo hurtig blive for rigelig og shoppegenet kom frem. Så indkøb blev til shopcrawling.

Jeg har brugt lidt tid på at surfe rundt efter viden om Jane" og har bl.a. fundet ud af at Janes hushjælp kaldes Mary the Maid. Hun tages ofte med på shoppeturene, så hun kan bære poser eller trille babyer. Hm!

Jeg har altid sagt

at alle småbørns familier i Danmark på et eller andet tidspunkt skulle have et par år, hvor der bliver givet siesta til mor og far. Arbejde 8-12 - siesta - arbejde 16-19. Hjemmearbejdspladsen er jo opfundet. Sikke nogle afslappede unger der ville komme ud af det : )

I næste blog skal vi høre hvor Snoopy Island ligger.